4.A sælger Til og Fra-julekort

Solen stod højt over gågaden, da 4.A fra Munkekærskolen solgte Til- og Fra-julekort for Danske Hospitalsklovne. Alle 15 elever var iklædt røde klovnenæser og højt humør, og der var heller ikke mange lørdagshandlende, der kunne stå for de rødnæsede børn.

- Vil du købe julekort og støtte hospitalsklovnene?, lød spørgsmålet fra eleverne, der var mødt talstærkt op sammen med en stor del af deres forældre.

 

Stor opbakning

Børn og forældre havde aftalt at mødes kvart i ti, så de havde tid til at stille røddækkede borde op og skilte med balloner. Til de forbipasserende uddelte de brochurer og røde næser.

- Vi har simpelthen haft så stor en opbakning fra alle forældre i klassen – og også lokalforeningen her i Solrød har støttet op om vores indsamling, fortæller Pernille Kure Hansen, der er en af initiativtagerne og mor til en af pigerne i 4.A.

Hun fortæller, at de oprindeligt havde bestilt 200 Til- og Fra-julekort, men da de ved dørsalg fik solgt den første stak allerede i oktober måned, måtte de bestille nye forsyninger, så også de handlende på gågaden kunne købe de populære skrabelodder.

Penge til lejrtur

Alt imens eleverne løb pendulfart mellem Super Brugsen og de opstillede borde, for at få flere Til- og Fra-julekort, så snart bunken var solgt, hyggede forældrene sig med varm kaffe på termokanden. De svarede på spørgsmål fra nysgerrige lørdagshandlende, og delte brochurer ud til dem, der viste interesse for den gode sag.

I alt har klassen tjent 30.000 kr., hvoraf halvdelene af beløbet går til klassen selv. De skal bruges på en fed lejrtur, fortæller børnene. Det resterende beløb er en donation til Danske Hospitalsklovne, fordi de gør ”Et super vigtigt arbejde for børn, der er indlagt på hospitalet”, som Pernille Kure Hansen formulerer det.

- Vi har haft sådan en god dag. Børnene har hygget sig – og de er så stolte over resultatet. Det er jo deres fortjeneste alene, at det gik så godt, fortæller en tilfreds mor, der beretter, at de er klar igen til næste år.

I alt endte eleverne med at sælge 600 Til- og Frakort til Solrød-borgerne, og med det slår de rekord som den indsamling, der på landsplan har solgt flest Til- og Fra-julekort.

Herfra skal lyde en kæmpe TAK til de seje elever fra Munkekærskolen i Solrød <3



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.