Mor til Mathilde: ”Godnatbesøget var en smuk afslutning på dagen”.

Når kuren ikke står skrevet i stjernerne, kan aftenerne på et hospital virke ekstra lange. 2-årige Mathilde har haft udfordringer med at spise og har i perioder været indlagt i dagevis. Der var lys i øjnene hos Mathilde og kuldegysninger hos mor Lotte, da hospitalsklovnene besøgte dem ved sengetid.

2-årige Mathilde har været på hospitalet en stor del af hendes lille liv. Hun har udfordringer med at spise og er tilknyttet et spiseteam på Kolding Sygehus.

Lotte Troelsgaard er mor til Mathilde. I perioder er Lotte indlagt en uge ad gangen sammen med datteren, hvor den lille pige skal undersøges og øve sig i at spise.

– Det er svært for Mathilde at få tillid til folk på hospitalet. Hun er vant til, at de hvide kitler skal undersøge og gøre ting, som ikke er rare, fortæller Lotte.

Da hospitalsklovnene en mørk novemberaften tager på godnatbesøg, skal de også lige ses an. Men hurtigt vinder de Mathildes tillid, og hun inviterer dem med i bamseleg og kuglebad.

Det var fantastisk, at hospitalsklovnene kom og bare var der for ens lille pige. De var fuldstændig på hendes niveau. Det var helt vildt. Jeg fik kuldegysninger af at være vidne til det

Lotte, mor til Mathilde

En stjernestund ved sengetid

Lotte oplever, at der sker meget på sygehuset i løbet af dagtimerne. Undersøgelser, aktiviteter og et legerum for børnene. Om aftenen er der derimod meget stille, forklarer hun:

– Det bliver – jeg vil ikke sige et fængsel – men man har kun ens lille hospitalsstue.

Mor og datter har selv taget legesager med for at sætte et hjemligt præg på stuen. Mathilde viser stolt sit badekar med grønne plastikbolde frem til hospitalsklovnen Rabarber.

– Godnatbesøget var sådan en fin afslutning på dagen, inden vi skulle sove. Det var også fantastisk for mig som mor. Man glemte helt, at man var indlagt. Alle de hårde dage og bekymringer var ikke i fokus.

Mathilde får i dag stadig ordineret proteindrik af sygehuset for at dække hendes behov for mineraler og vitaminer. Mathilde er en glad pige i god trivsel, og det går fremad med at spise almindelig mad.

Giv indlagte børn en hyggelig godnatstund

Vælg beløb(Påkrævet)