Dr. Dulle giver børn med psykiske sygdomme et frikvarter

Henrik Silver er hans rigtige navn, men børn og fagpersonale på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup kender ham som hospitalsklovnen Dr. Dulle.

Siden august 2016 har han, sammen med sine hospitalsklovnekollegaer, ugentligt besøgt børn med psykiske sygdomme.

Et aktivt terapeutisk redskab 

Henrik er ikke i tvivl om, at hospitalsklovnenes besøg er til stor gavn for både børn og fagpersonalet på de børnepsykiatriske afsnit:

- I børnepsykiatrien bliver vi hospitalsklovne på en måde et aktivt terapeutisk værktøj. Vi kan gå ind og være en lille del af en helbredende proces hos børnene, når vi bryder isen og barrierer, som børnene kan have sat op for sig selv, fortæller Henrik.

Personalet og hospitalsklovnene indgår i et tæt samarbejde, når personalet f.eks. anvender hospitalsklovnenes tilstedeværelse i deres udredning og observationer af børnene.

- Når personalet skal observere et barns sociale adfærd, så kan vi aftale med dem, at vi sætter en leg i gang. På den måde kan personalet nogle gange iagttage noget diagnostisk ud fra legen, fortæller Henrik.

En anderledes tilgang

Henrik fortæller også, at arbejdet i børnepsykiatrien er struktureret på en anden måde end i somatikken, hvor børnenes sygdomme er fysiske. I somatikken går hospitalsklovnene fra stue til stue og besøger børnene enkeltvis. I psykiatrien er børnene ikke sengeliggende, og kan derfor selv vælge at være sammen med hospitalsklovnene i deres fællesområde.

Henrik fortæller, at legene i psykiatrien derfor kan være anderledes end i somatikken, fordi de er sammen med flere børn på én gang og derfor har længere tid til rådighed:

- Det kan godt være en anden type leg, fordi der er tid til f.eks. at spille kort, brætspil eller laver en lille turnering.

Uanset om barnet har social angst eller blindtarmsbetændelse er der brug for et pusterum til at grine og lege:

- Overordnet set er der ingen forskel på, hvordan jeg griber et møde an med et barn med angst eller et barn med blindtarmsbetændelse. Måske er jeg lidt mere analyserende, når jeg har at gøre med et barn med en psykisk lidelse, men jeg tilstræber altid at møde barnet som den person, han eller hun er, uanset diagnose, siger han.

Arbejdet i psykiatrien sætter derfor større krav til de socialpædagogiske evner, fortæller Henrik.

En særlig episode

Ifølge Henrik er det ikke alle børn, der ønsker at være en del af legene i fællesområdet, men han forsøger dog altid at få alle med, eller i hvert fald få dem til at føle en tryghed i, at hospitalsklovnene kommer på besøg.

Han fortæller om en oplevelse, han havde med en teenagepige, som på forhånd havde sagt, at hun helst ikke ville møde en hospitalsklovn:

- Jeg hæftede mig ved udtrykket ‘helst ikke’, og gik hen og bankede på hendes dør. Da hun sagde ‘kom ind’ stak jeg hovedet indenfor og sagde ‘Jeg har hørt, at du helst ikke vil møde mig, og jeg vil bare sige, at det altså er helt ok med mig. Hav en god dag’ og så lukkede jeg døren. Bagefter gik jeg ind i opholdsstuen til de andre børn, og pludselig kunne jeg se, at pigen sad og kiggede ind på mig gennem et vindue i væggen. Jeg fangede hendes blik indimellem og vinkede til hende, og da jeg skulle gå, sagde sygeplejersken, at pigen gerne ville give mig en gave. Hun havde lavet en perleplade med et klovneansigt, og vi stod langt fra hinanden og strakte os frem på tåspidser, så hun kunne give mig den uden, at jeg kom for tæt på. Som tak satte jeg et klovneklistermærke på hendes finger, og vi vinkede farvel.

Henrik fortsætter:

- Det er et fint eksempel på, hvordan man som hospitalsklovn med forsigtige, små skridt kan være med til at ændre børnenes selvopfattelse bare en lille smule.

Alle billeder er modelfotos. Fotograf: Morten Larsen. 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.