Emil og Liva: Et ganske særligt venskab

- Vi er utroligt glade for det arbejde, hospitalsklovnene yder. Særligt Liva er bare hoppet ind i hjertet på Emil. Deres venskab er ægte, fortæller Emils mor.

- Neeej, er det ikke min allerbedste ven Emil?!, spørger hospitalsklovnen Liva hver gang, hun møder Emil på 7 år.

Da Emil møder hospitalsklovnene første gang, er han 3 år gammel. På det tidspunkt har han allerede været indlagt mange gange, fortæller hans mor, Belinda Munksgaard.

- Den første gang, vi var indlagt, var Emil kun 2 måneder gammel. Da vidste lægerne ikke, hvad han fejlede, så det var hårdt at ligge der med en lille nyfødt, mindes hans mor.

Støtte til storesøster

Da Emil fylder 1 år finder lægerne på Odense Universitetshospital en sjælden genfejl hos den lille dreng. Der er indtil nu kun registeret 3 børn i Danmark med genfejlen, Pelizaeus-merzbacher disease. Familien modtager beskeden om, at Emil aldrig kommer til at gå. Og herefter følger en lang hård periode med operationer, hospitalsindlæggelser og optræning.

Et forløb, der er hårdt for hele familien – også for Emils storesøster, Dicte, der er fire år ældre end Emil:

- Dicte har stor glæde af klovnene, når vi er med Emil på hospitalet. Det er dejligt for hende at få lidt opmærksomhed også – og for hende at opleve, at turene på hospitalet også kan rumme sjove oplevelser. Og så er klovnene bare helt fantastisk til at favne dem begge to – på hver deres niveau, fortæller mor Belinda og fortsætter:

- Det er som om, Liva kan skrue op og ned, og justere sine ”klovnerier” i forhold til det enkelte barns behov. Hun er simpelthen guld værd.

Et ægte venskab

Emil, der senere får stillet diagnosen Spastisk lammelse, sidder i dag i kørestol. Hans tale er langsom og utydelig, men også dét tager Liva højde for. Når hun er på besøg hos Emil, er øjenkontakten til ham super vigtig for, at han får en god oplevelse ud af besøget.

Den første gang, Emil møder Liva, er han ellers ikke helt tryg ved hende. Han skal lige se hende an, fortæller Emils mor, men Liva er god til at nærme sig ganske langsomt:

- Til at begynde med står Liva bare i døren og fjoller lidt, så Emil får glæde af hende – på afstand. Langsomt nærmer hun sig, og efter et par besøg overgiver han sig fuldstændigt, fortæller hans mor rørt.

Emil har fået sig en ny bedste ven i hospitalsklovnen Liva. Hun tager med, når han skal køres til narkose, og henter ham igen efter operationen. Liva spiller musik og synger, og Emils humør kommer hurtigt på toppen igen.

- Liva er fantastisk. Emil synes, det er super fedt, at hun husker ham – og også husker de sange, de synger sammen. Og som mor er jeg meget imponeret: hun møder jo SÅ mange børn hele tiden, men alligevel husker hun Emil!



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.