Et godnatbesøg på det helt rette tidspunkt

Efter en lang og hård dag på hospitalet får 1,5 årige Villum godnatbesøg af hospitalsklovnen Luna. Et besøg som Villums mor Gitte husker tilbage på som noget ganske betydningsfuldt. 

Da hospitalsklovnen Luna møder Villum og hans forældre har det været en lang dag med undersøgelser på Universitetshospitalet Skejby. Villum er træt og både mor og far er fyldt op af bekymringer og uvished om Villums sygdom. Ifølge Villums mor Gitte kommer Luna ind på stuen, med sin lysende paraply, på det helt rette tidspunkt:

- Luna formåede at skabe noget helt specielt. Hun skabte tryghed, kærlighed og en rar følelse - både for Villum, men også for os som forældre på et tidspunkt, hvor vores tanker og træthed fyldte mere og mere. Det var guld værd, fortæller hun.

Villum var meget fascineret af Luna, da hun stille nynnede ”Lille Ole med paraplyen” for ham. Luna havde også medbragt en kuffert, hvori Villum fandt sæbebobler og bøger, som de hyggede sig med.

- Det var så dejligt med det godnatbesøg. Jeg kunne mærke på Villum, at det gav ham tryghed. Og så var det dejligt, at der skete noget om aftenen, som ellers kan være lang og kedelig på hospitalet, fortæller Villums mor. 

Hjælp før stor operation 
Godnatbesøget er ikke første gang, Villum møder en hospitalsklovn. Han er født med en manglende hjernebjælke og hans sjældne sygdom gør, at han og familien tilbringer en del tid på hospitalet. Villum har, trods sin unge alder, gennemgået tre store operationer. Særligt før Villums første store operation hjalp hospitalsklovnene ham og familien til at finde ro:  

- Villum var sulten, træt og vi var bekymrede for, hvad han skulle gennemgå. Men så kom hospitalsklovnene og var sammen med ham. Det gav Villum en tryghed og gjorde også, at vi forældre kunne slappe af op mod operationen, fortæller Gitte og uddyber:

- Villum kan ikke lide at være på hospitalet, så det betyder virkelig meget, når der sker noget positivt som besøg af hospitalsklovnene, afslutter hun.

I dag er Villum 2,5 år. Han går i dagpleje og trives godt. Familien afventer dog stadig svar på undersøgelser, der kan vise, hvordan det står til med Villums sygdom.
 

Klik her og læs mere om klovnenes godnatbesøg