Ida 15 år: ”Alle har glæde af en hospitalsklovn – ikke kun de små børn”

15-årige Ida har stor glæde af hospitalsklovnene under sit uforklarlige sygdomsforløb. Under sine indlæggelser er der særligt én ting hun har bemærket, nemlig at klovnene er til gavn for alle – uanset alder.

Siden 2017 har Ida fra Ølgod været uforklarlig syg og er stadig udiagnosticeret den dag i dag. Efter en længerevarende periode med smerter, utallige lægebesøg og indlæggelser er det blevet et højdepunkt for Ida, når hospitalsklovnene kommer forbi.    

Til glæde for alle

Ida har i forbindelse med sine indlæggelser og undersøgelser på henholdsvis Esbjerg sygehus og Odense Universitetshospital mødt et par af hospitalsklovnene. Udover selv at være glad for klovnebesøg har hun også bemærket, at de er til stor glæde for alle omkring hende:

- De er virkelig til gavn for alle. De er især gode til at aflede og få noget sjovt frem, fortæller Ida og fortsætter:

- Det har en stor betydning for både små, store og generelt for hele familien. Min mor synes også det er rigtig godt, at man får noget andet at tænke på. Hun synes også det er sjovt og underholdende. Selvom man ikke selv er en del af det, kan man godt grine af det, de gør, fortæller hun.

En særlig episode

Ida mindes særligt en sjov episode med klovnene Frk. Lakrids og Boing, som var med til at løfte stemningen på en ellers kedelig og grå mandag:  

- Vi kom ind på hospitalet efter en weekend på orlov, og vi kunne ikke få nogen stue, så vi skulle sidde ude i en sofa. Her kom klovnene forbi og spurgte om vi skulle lave noget sofa-surfing. Vi gik hele tiden frem og tilbage på sofaerne for at se, hvad for nogen der var sjovest. Den ene var muggen, og den anden var en grinesofa. Og så blev vi enige om, at Frk. Lakrids havde brug for nogle startkabler, fordi hun ikke gad mandagen. Der var rigtig mange sjove og skønne ting. Det var bare rigtig hyggeligt, griner Ida.

En vis skepsis

Når Ida ikke er på hospitalet, går hun i 9 klasse på Ølgod skole. I skolen er Ida ikke bleg for at fortælle om sine hospitalsoplevelser, men oplever også at nogle af vennerne kan være lidt uforstående overfor hospitalsklovnene, da de ikke selv har mødt dem:

- Det kan godt være jeg er 15 år, og man tænker ”Hvad skal en 15-årig bruge dem til”, men altså det gør bare et eller andet. Hvis det var dem selv der stod i samme situation med et kompliceret sygdomsforløb, så ville de også have brug for et afbræk fra det. De kan ikke altid selv relatere til det.

At få gode minder med hjem

For Ida har hospitalsklovnene særligt været med til at skabe nogle gode minder i et til tider svært og uoverskueligt sygdomsforløb:   

- Det har en kæmpe betydning for mig, i forhold til at det ikke altid skal være træls, det jeg oplever på sygehuset, men at jeg også kan få nogle gode minder med hjem. Også når det skal være træls. Det har en rigtig stor betydning for mig, og gør at jeg ser lidt anderledes på mine hospitalsbesøg.

Ida fortæller i den forbindelse, at hun håber på at få besøg af en hospitalsklovn næste gang hun skal på sygehuset:

- Jeg håber på, at jeg møder hospitalsklovnene næste gang jeg skal derover. Fordi det bare er noget jeg ser frem til hver gang. Det er det vigtigste, afslutter Ida.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.