Sygeplejerske: ”Jeg lærer meget af hospitalsklovnene”

- Når jeg skal observere et barn, sender jeg bud efter hospitalsklovnene. Så leger de eksempelvis med barnet på vores interaktive gulv, og så kan jeg bedre vurdere, om drengen reelt har så ondt i det ben, som han siger. Eller når vi skal lægge drop, fjerne et drop eller tage en blodprøve. I de situationer er klovnene geniale, fortæller sygeplejerske på Roskilde børneafdeling, Jill Sørensen.

”Vi supplerer hinanden”

I de situationer, hvor læger og sygeplejersker bliver de ”farlige” iført hvide kitler med sprøjter, der stikker og plastre der niver, kan personalet have stor glæde af hospitalsklovnene. Vi supplerer hinanden, arbejder tæt sammen, og kan også lære meget af hinanden, mener Jill.

- Klovnene kommer med kreativitet. Men også med en stor faglighed. De kender børn, og ved hvad børn synes er sjovt. Som sygeplejerske kommer vi med ”skal”-ting. Klovnene derimod har farvestrålende tøj på, og kan bringe leg og fantasi ind på stuen igen,

fortæller sygeplejersken, der også har lært flere gode tricks af klovnene:

For nyligt havde vi et barn, der ikke ville indtage væske. Jeg fandt på at dekorere en drikkedunk med stjerner og sjove klistermærker, og så lavede vi en drikkekonkurrence med hver vores drikkedunk, mig og barnet. Det har klovnene lært mig. Og når et barn skal bruge sin inhalationsmaske, som godt kan virke ret skræmmende, så har jeg min egen maske med – og så kan vi trække vejret sammen, fortæller hun.

Hospitalsklovn i venteværelset

Jill fortæller, at tiden for en sygeplejerske indimellem kan gå stærkt og i travle perioder er tiden til leg og snak knap. Hospitalsklovnene derimod har god tid.

Det er vigtigt med tid til leg og sjov med patienter og forældre. Vi giver gerne vores tid, men har den desværre ikke altid. Klovnene har derimod tid – det er dejligt, siger hun.

Som sygeplejerske er det også rart at opleve, at forældre og børn har glæde af hospitalsklovnene i venteværelset forud for en undersøgelse. Og hvis det sker, at stemningen imellem forældre og sygeplejersker bliver lidt anspændt, er hospitalsklovnene også her guld værd.

- Jeg har oplevet forældre, der har ventet længe i akutmodtagelsen med deres barn. Hvis klovnene har været der bare i noget af tiden, så siger forældrene, at ventetiden har føltes væsentlig kortere, fortæller Jill.

Også når barnet bliver indlagt er klovnene en gave for forældrene, mener hun:

Forældrene ser deres barn være barn igen, og det er jo helt essentielt: barnet har brug for at være barn – og ikke bare være sin sygdom. Det er det, klovnene kan: de ser ikke sygdommen, de ser barnet, fortæller Jill.

Sætte ord på smerten

Jill giver klovnene stor ros for deres kommunikative evner, og evner til at hjælpe børnene med at udtrykke sig gennem leg. Det kan også hjælpe sygeplejerskerne med at identificerer hvorhenne at børnene har ondt og hvór ondt, de har. 

Jill mindes episoden med en dreng, der var indlagt med betændelse i knoglerne. Selv med sin faglighed havde hun svært ved at vurdere, hvor ondt, drengen reelt havde. Han ømmede sig hver gang han rejste sig fra sengen. 

Så bad jeg et par af klovnene om at komme ind på stuen med deres cykel. Her fik de drengen med på en cykeltur – og før vi fik set os om var det drengen, der cyklede, og klovnene der sad bag på, fortæller hun og tilføjer:

- Det er svært for et barn, der har oplevet smerter i lang tid at tro på, at smerten virkelig er gået væk. Men som her, så hjælper klovnene børnene tilbage til legen og overvindelsen om at det ikke gør ondt mere, afslutter Jill.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.