69-årige Amy indsamler knap en halv million kroner til Danske Hospitalsklovne

25/04/2017 - 14:18

I snart fem år har 69-årige Amy Johansen arbejdet som frivillig for Danske Hospitalsklovne. Det startede med et par indsamlingsbøtter, som Amy satte op i sit lokalområde nær Odense. Her, fem år efter, er det blevet til 800 indsamlingsbøtter, adskillige events, foredrag om Danske Hospitalsklovne og et utal af salgsboder med klovnenæser og armbånd. Knap en halv million kroner har Amy indsamlet til fordel for Danske Hospitalsklovne. En fantastisk indsats, som Amy selv har iværksat og udviklet på dag for dag:

- Det har været en dejlig tid. Jeg har nydt det, og jeg er stolt og glad over at have gjort en forskel, fortæller Amy om tiden som frivillig, som hun afslutter i maj.

”En sag, der rører mig”

Amy startede som frivillig, fordi Danske Hospitalsklovnes arbejde var nærliggende for hende at støtte:

- Det er en sag, der virkelig rører mig. Hvis jeg kan være med til at give indlagte børn et pusterum gennem hospitalsklovnenes tilstedeværelse, er det det hele værd, siger hun.

Amy er uddannet social- og sundhedshjælper, som hun også har arbejdet som i mange år. I sit arbejde har hun fået stor forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi hjælper og støtter hinanden i svære situationer - hvad enten det gælder børn, unge eller ældre mennesker.  

Mange tiltag til fordel til Danske Hospitalsklovne

De seneste fem år har Amy skabt kontakt til hundredvis af butikker i Odense og omegn. Her har hun opsat indsamlingsbøtter for Danske Hospitalsklovne og hver 3. måned kørt rundt og tømt bøtterne. Derefter har hun indsendt pengene til foreningen:

- Der har været en del arbejde i at holde styr på regnskab og dialog med Danske Hospitalsklovnes sekretariat, der jo ligger i København. Men det har været sjovt og meget lærerigt, siger Amy og fortæller stolt, at hun en gang hentede otte indsamlingsbøtter med i alt 18.000 kroner i.

Det er dog langt fra den eneste aktivitet, som Amy frivilligt har skabt for Danske Hospitalsklovne. Hun har afholdt events i Tarup Centret, hvor Amy har arrangeret ansigtsmaling, amerikansk lotteri og salgsboder med klovnenæser og armbånd. 12.000 kr. gik fra eventet til Danske Hospitalsklovnes indsats på HCA Børnehospital.

Derudover har Amy holdt foredrag om Danske Hospitalsklovnes arbejde blandt andet i børnehaver, hvor Amy særlig husker en episode:

- Alle børnehavebørnene løb efterfølgende rundt med røde klovnenæser på. Det var så rørende at se hvor glade de var. Det er dejligt at tænke tilbage på, at jeg har kunnet bidrage til dette, siger hun og tilføjer, at hun har mødt mange fantastiske mennesker gennem sit frivillige arbejde.

I september runder seje Amy 70 år og fralægger sig derfor ansvaret som frivillig hos Danske Hospitalsklovne.  Sagen bakker hun dog stadig op - blandt andet Klovneløbet i Korup den 1. juli, hvor Amy er ansvarlig for en fiskedam med sponsorgaver til fordel for Danske Hospitalsklovne.

Amy selv vil gerne sige en stor tak til borgerne i Odense og omregn for deres store venlighed i forbindelse med hendes indsamlinger.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.