Danæg er ny hovedsponsor for Danske Hospitalsklovne

07/03/2016 - 12:15

- Inspirerende Enkelt, det er Danægs nye slogan. Inspirerende, fordi Danæg hele tiden opdager nye og spændende anvendelsesmuligheder, hvor æg kan anvendes kreativt i madlavningen. Enkelt, fordi Danæg har et produkt, der kan spises morgen, middag og aften. Her matcher det simple koncept en helt enkel hospitalsklovn, der inspirerer sygdomsramte børn og familier i en svær hverdag, helt perfekt, siger Preben Rokkjær, der er salgs- og marketingdirektør hos Danæg, om samarbejdet med Danske Hospitalsklovne.

Nye veje
Danæg har de sidste par år støttet og samarbejdet med en række forskellige aktører, herunder blandt andre Hjerteforeningen, men i år har de valgt udelukkende at støtte Danske Hospitalsklovne.

- Vi er meget glade for samarbejdet med Danæg. Det kommer til at gøre en stor forskel for vores hospitalsklovne og dermed også for børnene og deres familier, fortæller Kenneth Øhrberg, der er direktør for Danske Hospitalsklovne.

Mærkbar forskel
I dag når Danske Hospitalsklovne cirka halvdelen af de indlagte børn og deres familier. Med det nye sponsorat håber de på, at de kan nå endnu flere af de indlagte børn og deres familie.

- Danske Hospitalsklovne er i fuld gang med at udvide antallet af hospitalsklovne, så vi bedre kan leve op til den efterspørgsel, der er ude på afdelingerne. Danægs bidrag er med til at sikre den udvidelse af aktiviteterne, så endnu flere indlagte børn kan få glæde af en hospitalsklovn, siger Kenneth Øhrberg.

Foruden sponsoratet fra Danæg får Danske Hospitalsklovne 1 krone for hver købt pakke skrabeæg i fem kampagneperioder. Første periode løber fra uge 9 til uge 12, og der vil være fem kampagneperioder i løbet af året.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.