Danske Hospitalsklovne på årets Sjældne-dag

24/03/2015 - 10:14

”Tegn en klovn”. Sådan lød opfordringen tilbage i 2014 til alle indlagte børn på landets børnehospitaler. Det er Annika Dybdal, formand for PND foreningen, der står bag det hjertevarme initiativ til støtte for Danske Hospitalsklovne.

Tegnekonkurrencen på landets børneafdelinger resulterede i 300 flotte børnetegninger, og vinderen af konkurrencen blev Frida på 6 år. Hendes tegning er blevet foreviget på en sej T-shirt og trykt i 800 eksemplarer. Yderligere 12 klovnetegninger blev udvalgt til en støtteplakat, der ligeledes er i salg. Al salget går ubeskåret til Danske Hospitalsklovne, og her kan du købe T-shirt og plakater.

På Årets Sjældne-dag i sidste måned bragte PND foreningen endnu engang Danske Hospitalsklovne i centrum. Det er sammenslutningen Sjældne Diagnoser, der står bag det årlige arrangement, og PND foreningen valgte ved denne lejlighed at udstille de 300 fantasifulde børnetegninger.

Her PND-formanden, Annika Dybdal, th., sammen med Kronprinsesse Mary og direktør for Danske Hospitalsklovne, Kenneth Øhrberg.

PND-formand, Annika Dybdal, siger: ”Nu har vi rekonstrueret udstillingen her på Sjældne-dag, for det er så vigtigt, at det arbejde hospitalsklovnene gør, bliver endnu mere synligt. Det er jo ikke kun børn med sjældne diagnoser, der har glæde af klovnene men samtlige af de 60.000 børn, der årligt bliver indlagt”, uddyber Annika Dybdal.

Royal opmærksomhed

Årets Sjældne-dag fik denne gang også royalt besøg af Kronprinsesse Mary, der er protektor for sammenslutningen af Sjældne Diagnoser.

Kronprinsesse Mary fandt på sjov og spas med Ludos sæbebobler til stor morskab for børnene, fortæller hospitalsklovnen Ludo, der også var til stede ved arrangementet:

”Mary var frisk og tog også klovnenæse på. Hun var helt fantastisk med børnene, og de havde hendes fulde opmærksomhed. Hun er jo meget imødekommende og smilende”.

Under festlighederne fik Kronprinsessen overrakt hospitalsklovne T-shirts af PND foreningen til børnene Prins Vincent og Prinsesse Josephine, mens Prinsesse Isabella og Prins Christian fik hver en hospitalsklovneplakat.

Så nu er en flig af Danske Hospitalsklovnes arbejde rykket ind i de kongelige gemakker. Og hvem ved - måske endda også lidt klovnerier. For der ventede et lille påfund fra Ludo til hele familien:

”Her er seks klovnenæser, én til jer hver. Dem kan I tage på ved middagsbordet i aften og lege klovne”, lød den spontane opfordring fra Ludo.
”Jamen, tusind tak! Det vil vi da sandelig gøre”, kvitterede en smilende Mary.

Danske Hospitalsklovne vil gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til PND foreningen for det fantastiske store arbejde, de gør for Danske Hospitalsklovne – og for det engagement, der ligger bag ”Tegn en klovn” initiativet. 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.