Direktøren takker af

05/10/2021 - 09:25

Efter 10 år som direktør for Danske Hospitalsklovne har Kenneth Øhrberg Krag besluttet at stoppe og overlade direktøropgaven til nye kræfter.

”Med Kenneth som direktør har foreningen været igennem en fantastisk udvikling, og vi står nu på et meget solidt fundament med en stor gruppe veluddannede hospitalsklovne, en veldefineret klovnemetode, et topprofessionelt sekretariat og en sund platform til fortsat at opnå den nødvendige støtte til vores arbejde”, udtaler mangeårige bestyrelsesformand Benjamin Lundström og fortsætter: ”Foreningen er taknemlig for Kenneths formidable arbejde, ligesom bestyrelsen har værdsat det altid gode og konstruktive samarbejde. Vi kommer til at savne Kenneth, men har fuld forståelse for, at han nu gerne vil videre”, siger Benjamin Lundström.

For Kenneth Øhrberg Krag er det et naturligt tidspunkt at træde af: ”Det har været en helt unik og fantastisk rejse. Foreningen er vokset meget gennem årene, en ny strategi er netop godkendt, og vi er kommet trygt igennem Corona-krisen. Det er derfor et godt tidspunkt for mig at træde til side og overlade direktøropgaven til nye kræfter”, siger han.  

Kenneth Øhrberg Krag fortsætter de kommende måneder for at sikre, at foreningen kommer godt videre. Der bliver holdt afskedsreception i november. Mere information kommer senere.

Processen omkring ansættelsen af en ny direktør går snarest muligt i gang. Eventuelle spørgsmål i den forbindelse kan stilles til bestyrelsesformand Benjamin Lundström, bl@danskehospitalsklovne.dk.
 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.