Gavmilde skolebørn
Hospitalsklovnen Ludo blev budt velkommen af skolens glade elever, da hun mødte op for at modtage den store check.
Flaget var hejst på Kongevejens skole i Virum, da 750 elever og lærere sang fødselsdagssang for den 81 år gamle skole. Fødselsdagen i år var også en ganske særlig dag for Danske Hospitalsklovne. Eleverne har nemlig valgt at donere hele indtægten fra salget af pølser og kager på den årlige markedsdag til hospitalsklovnene.
Så det var naturligvis med stor glæde og taknemlighed, at hospitalsklovnen Ludo tog imod den store check på 24.402 kr.
- Tusind mange, mange tak for alle pengene! Hvor er I altså bare fantastiske, sagde Ludo, der forsikrede eleverne om, at pengene nok skulle komme sikkert frem til alle de andre hospitalsklovne i Danmark, som året rundt spreder smil og glæde blandt indlagte børn.
Børn hjælper børn
En af initiativtagerne bag Markedsdagen, læreren Annemette, forklarer, hvorfor valget faldt på Danske Hospitalsklovne:
- At børn hjælper børn, giver god mening for os. I år faldt valget på Danske Hospitalsklovne, fordi det er en lille forening, og fordi vi ved, at I gør en stor forskel for syge børn, fortæller hun.
Christopher fra 7.b er enig med sin lærer:
- Det er nok ikke ret sjovt at være indlagt på hospitalet, og derfor ville vi gerne forære pengene til hospitalsklovnene.
Klassekammeraten Robert tilføjer:
- Og de har helt sikkert mere brug for pengene, end vi har. Selvom vi da godt kunne bruge et nyt cykelskur, syntes vi alligevel, pengene skulle gå til klovnene.
Hospitalsklovnene takker mange gange for den gavmilde donation ❤️
3 gode grunde til at støtte allerede i dag
- Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
- Hjælp os med at nå flere.
- Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.