Glæden ved at hjælpe børn, når de mindst venter det, men har allermest brug for det

21/08/2014 - 11:43

Det er lige det, Nina Lauesgaard Jensen glæder sig allermest til, når hun som hospitalsklovn skal ud til de indlagte børn.

Nina er en af vores seks nye hospitalsklovnelærlinge, der på nuværende tidspunkt er i gang med praktikdelen af hospitalsklovneuddannelsen. I 15 år har hun fundet sin glæde ved at spille teater. Hvorfor ved hun egentlig ikke. Det var først, da Nina på foranledning af sin veninde tog til informationsmøde om hospitalsklovneuddannelsen at det hele pludselig gav mening;

– Jeg vidste ikke meget om hospitalsklovne, men tog til informationsdagen. Her hørte jeg sætningen: Man åbner en dør ind til en anden verden, en magisk verden og inviterer folk indenfor. Det er det de har ventet på og haft brug for. De går med uden spørgsmål. Det gav en dyb genklang i mig. Og beskrev min måde at se verden på og grunden til, at jeg laver teater. Jeg havde pludselig et klart mål og en ro i sjælen. Jeg skulle være hospitalsklovn, fortæller Nina.

At gennemgå en udvikling

Nina søgte ind på hospitalsklovneuddannelsen og var så dygtig at lige netop hun blev en af seks nye hospitalsklovnelærlinge, ud af et felt på 70 kandidater. Den allerførste dag på uddannelsen var Nina spændt og en smule nervøs. For tænk nu hvis hun ikke var den hospitalsklovn, der var behov for. – Jeg brugte meget energi de første dage på at bevise, at jeg var det rigtige valg og var god nok til at være hospitalsklovn,  fortæller Nina.

Heldigvis blev Ninas tvivl hurtigt afkræftet. Midt på ugen tog en af underviserne fat i hende med nogle gode råd. Nina var nu helt sikker på, at hospitalsklovneuddannelsen var det helt rigtige sted for hende. – Jeg kunne næsten fysisk høre alle brikkerne falde på plads. Jeg har været så begejstret for alle workshops og følt mig så privilegeret. Ikke bare at være blevet valgt, men også at få lov til at gennemgå den her udvikling, siger Nina. 

At se og blive set er noget af det smukkeste

– For mig er det at være hospitalsklovn en måde at være i verden på, siger Nina. Hun fortæller at hun under mange af sine observationer af de andre hospitalsklovne så hvor stor effekt, man kan opnå ved 'bare' at se børnene i øjnene og trække vejret sammen med dem. Det mener Nina er en af grundene til, at hun var en af de mange ansøgere, der blev valgt til at blive hospitalsklovn.

 – Jeg er god til at se børnene i øjnene og aflæse dem, der hvor de er, fortæller Nina. Derfor ser hun særligt frem til at fortrylle børnene ind i en magisk verden, hvor sygdom og tristhed bliver glemt for en stund.  – Jeg tror det er et af hospitalsklovnens privilegier; vi kan træde ind ad døren uden at skulle tage stilling til andet end hvad der opstår i nuet med det barn vi sidder med. Tænk at jeg for lov til det, afslutter Nina.  



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.