Hospitalsklovne helt til hest

08/07/2014 - 10:22

Hospitalsklovne og hestesport har umiddelbart ikke meget med hinanden at gøre, men i år køres Dansk Trav Derby til fordel for Danske Hospitalsklovne - og alle er inviteret med til kæmpe folkefest på Charlottenlund Travbane.

Siden 1898 er Dansk Trav Derby affviklet på Charlottenlund Travbane, men det er første gang det sker til fordel for en velgørende organisation. Der er lagt op til den helt store folkefest, når 12 tændte travheste og deres kuske, søndag d. 31. august, er klar til start på Charlottenlund Travbane. Og netop folkefest er kodeordet i samarbejdet mellem Charlottenlund Travbane og Danske Hospitalsklovne.

”For os giver det rigtig god mening at invitere Danske Hospitalsklovne med til Danske Trav Derby,” siger bestyrelsesformand Peter B. Wilhelmsen fra Charlottenlund Travbane. ”Hospitalsklovnene forbindes med livsglæde, sjov og godt humør, derudover appellerer de til en bred del af befolkning, præcist som Travderbyet gør det. Vi vil gerne være med til at bakke op om Danske Hospitalsklovnes arbejde på landets børneafdelinger og vi synes at det her er en oplagt mulighed,” afslutter bestyrelsesformanden.
Charlottenlund Travbane har besluttet at 25 % af alle sponsorater til søndagens hovedløb og også 10 % af billetindtægterne går direkte til Danske Hospitalsklovne.

Publikum får mulighed for at opleve en håndfuld hospitalsklovne folde sig ud, når der mellem de officielle løb, afvikles et showløb med hospitalsklovne i sulkyerne. Derudover er der masser af sjove tilbud til børnefamilier, heriblandt minitivoli og ponyridning.

Det koster 100 kr. i entré (børn og unge under 18 år har fri entre) og billetterne kan købes på billetto.dk.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.