Julie solgte sin fyldte dyrekortbog for 10.000 kr.

19/05/2015 - 15:01

”Hej. Jeg hedder Julie og jeg er 11 år gammel. Sammen med min mor og far har jeg samlet to hele dyrekortbøger. En til mig og en til min lillebror”.

Med de ord startede Julie sin auktion, hvor hun valgte at sætte sin fyldte dyrekortbog på auktion til fordel for Danske Hospitalsklovne.

Julie fortæller ”..Sagen er den, at jeg synes det var sjovt, mens det stod på at samle kortene. Men jeg kommer nok aldrig til at kigge i den som min bror gør. Så derfor vil jeg gerne bortauktionere min bog, som indeholder alle kort og et diplom, og pengene skal gå til Danske Hospitalsklovne, fordi min mor har fortalt at de spreder stor glæde og grin for mange børn, og vi kender selv en leukæmiramt dreng på 5 år, som har glæde af dem, når de besøger ham”.

Julie og hendes familie troede bare at det ville være familie og venner, der bød ind med 10-50 kr. på bogen, men pludselig gik Julies auktion viralt på Facebook og buddene kom ind fra alle steder i landet. Julies auktion blev liket 2.300 gange og delt hele 1.400 gange. Samtidig er det strømmet ind med smukke, rosende og anerkendende kommentarer til Julie for at få noget positivt ud af hele dyrekortdebatten – og for at gå så langt for at gøre en forskel for andre.

TV MidtVest valgte også at besøge Julie i hendes hjem i Ørum lidt uden for Viborg. Se indslaget her

Julies auktion startede på 1 kr. og endte sidste onsdag med et bud på hele 10.000 kr. Buddet på de 10.000 kr. kom fra Christian Estrup. Han vil dog ikke selv have bogen, men synes at den skal gå til den 5-årige leukæmiramte dreng, som Julie kender – og som var årsag til at Julie startede sin auktion.

Christian har givet sit flotte bud på bogen for at anerkende Julies smukke initiativ og for at støtte Danske Hospitalsklovne.

Christian Estrup skriver på Julies Facebookside: ”Med kærlighed og omsorg kommer man langt – kæmpe respekt til Julie og klovnene”.

Efter flere forespørgsler har Julies familie også oprettet en særskilt online indsamling, hvor man kan give et bidrag til Danske Hospitalsklovne.

I alt endte beløbet på 13.750 kr., som Julie samlede ind til Danske Hospitalsklovne. I mandags var Julie med sin mor, far og lillebror derfor på Viborg Sygehus. Her tog hospitalsklovnen Veranda i mod checken og gav masser af kys og kram til Julie :-) 

Skriv en kommentar til Julie på vores Facebookside her

Se Julies indsamling her og giv et bidrag. På forhånd tusinde tak!

 

 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.