Ny direktør for Danske Hospitalsklovne

07/01/2022 - 09:05

Den 1. februar starter Tania Dethlefsen som direktør for Danske Hospitalsklovne, der hver dag arbejder for at styrke børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem på hospitaler og behandlingssteder over hele landet.

Som direktør for Danske Hospitalsklovne kommer Tania Dethlefsen til at stå i spidsen for en organisation i livlig udvikling og implementering af en ny ambitiøs strategi. Tania Dethlefsen, der bl.a. har en kandidatgrad i psykologi og kommunikation, kommer senest fra en stilling som forstander for Gerlev Idrætshøjskole og Center for Leg og Bevægelse. Hun har også mangeårig erfaring som international chef og vicegeneralsekretær for Sex og Samfund og som programleder i UNICEF Bolivia.

”Vi har været igennem en meget grundig ansættelsesproces for at finde den helt rigtige person til direktørstillingen og er enormt glade for, at det er resulteret i, at Tania Dethlefsen og Danske Hospitalsklovne har fundet hinanden”, siger bestyrelsesformand Benjamin Lundström.

”Vi har søgt en robust og visionær leder, som vil kunne gå forrest i at videreudvikle vores velgørende organisation med respekt for, at vi er en både kreativ og forretningsorienteret forening. Og det har vi fået med Tania, som både er en erfaren og empatisk leder og samtidig brænder for at skabe bred opbakning til hospitalsklovnenes arbejde. Hun kommer samtidig med vigtige indsigter og kompetencer, som er centrale for at lykkes med at hjælpe mere, udbrede klovnemetoden og sikre foreningens bæredygtighed.”

At gøre en positiv forskel for udsatte mennesker og familier har været en rød tråd i hele Tania Detlefsens arbejdsliv:

”Danske Hospitalsklovne har et unikt og livsvigtigt mandat i Danmark. Hospitalsklovnene giver på den ene side plads til svære følelser men også til poetiske og finurlige stunder og livsmod for børn og deres familier i meget sårbare situationer. Jeg er utroligt stolt over at skulle være en del af det stærke hold, der har udviklet organisationen i de senere år. Og jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for en udvikling, der sikrer, at endnu flere sårbare mennesker får glæde af den særlige artistiske faglighed, som hospitalsklovnene mestrer, ”siger Tania Dethlefsen.

For yderligere information kontakt bestyrelsesformand Benjamin Lundström på tlf.: 20 40 82 22 eller bl@danskehospitalsklovne.dk

 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.