Over 200.000 kroner fra Middelfart Sparekasse

09/02/2017 - 10:36

Mandag d. 6. februar besøgte Hospitalsklovnen Viola Middelfart Sparekasse - de havde nemlig en ganske særlig overrakelse til hende og hendes hospitalskovnekollegaer - 202.546 kroner. Det er resultatet af det første af to års samarbejde med Middelfart Sparekasse.

- Det er et meget flot beløb. Danske Hospitalsklovne er afhængig af donationer fra virksomheder og fonde. Støtte som denne er med til, at der overhovedet er hospitalsklovne i Danmark, siger Sissel Witt, projektleder i Danske Hospitalsklovne.

Danske Hospitalsklovne er samarbejdspartner med Middelfart Sparekasse i 2016 og 2017. Konkret betyder det, at vi begge år modtager et beløb, der svarer til én procent af det samlede indestående på Sparekassens MS Fokus-konti.

- Det er en af de udgifter, vi ser frem til. Ikke mindst fordi det i sidste ende er op til vores kunder, hvor meget vi skal støtte Danske Hospitalsklovne med. Vi kan konstatere, at kunderne sidste år var ekstra gode til at sætte penge ind på en MS Fokus-konto, for det er første gang, vi har givet over 200.000 kroner til en samarbejdspartner, siger Rikke Dresing, underdirektør i Middelfart Sparekasse.

Sparekassens bidrag til Danske Hospitalsklovne er øremærket børneafdelingerne i Aarhus, Odense, Kolding og Esbjerg. Dermed gør pengene gavn i de områder, hvor Sparekassen og dens kunder har hjemme.

En værdifuld pause

Støtten glæder også hospitalsklovnen Viola. Tre gange om ugen er hun på børneafdelingerne i Odense og Kolding.

- Der er noget meget værdifuldt i at kunne give børnene og ikke mindst deres familier en pause og det at kunne bruge klovnefiguren i et samarbejde med sundhedspersonalet. Det er fedt, når nogle af lægerne danser med, når vi spiller musik, og jeg føler, at vi er med til at gøre en forskel for det enkelte barn og familien, siger Viola.

Også i 2017 kommer Danske Hospitalsklovne til at nyde godt af samarbejdet med Middelfart Sparekasse.

Stor tak til Middelfart Sprekasse og deres kunder for den meget flotte donation.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.