Slik eller ballade - og penge til Danske Hospitalsklovne

På Allehelgensaften, også kaldet Halloween, går mange børn på gader og stræder klædt ud som spøgelser, zombies og andre knap så behagelige typer, for at skræmme livet af naboerne.

I følge traditionen tigges der om slik og søde sager - "slik eller ballade" - og børnene modtager bunkevis af godter. Men i den lille nordjyske by, Kærby, mellem Mariager og Randers, fik en flok børn ikke kun søde sager med hjem i godteposen. De bad om penge, og de flinke folk i nabolaget kunne ikke stå for flokken af udklædte børn, så der kom også et par skillinger med hjem. 

Børnenes beslutning

Valgte børnene så at købe mere slik og flere godter for de indsamlede penge? Nej, de valgte at donere beløbet til Danske Hospitalsklovne. 

- Der var ingen voksne indblandet i den beslutning. Det var ene og alene børnenes beslutning, at pengene skulle gå til hospitalsklovnene, fortæller en stolt mor, Anja Simonsen.

13 udklædte børn i alderen 4-14 år gik på "togt" i byen Kærby. Men hjem bragte de i alt 511 kr., som blev doneret til Danske Hospitalsklovne. Flere af børnene har allerede mødt en hospitalsklovn i arbejde, så tanken om at donere pengene til hospitalsklovnene var ikke fjern for dem. 

Vi siger tusind tak til de betænksomme små hekse, skeletter og nordjyske zombier!

Får du også lyst til at støtte vores arbejde? Læs om vores støttemuligheder: 

 

 

 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.