Danske Hospitalsklovne og Tivoli har udviklet et forlystelsesspil til gavn for indlagte børn

13/06/2021 - 19:09

Danske Hospitalsklovne og Tivoli har indgået et samarbejde, som skal støtte vores arbejde for indlagte børn. Smøgen i Tivoli har fået et nyt kastespil, ”Samspillet”, hvor gæsterne - udover at vinde præmier - støtter Danske Hospitalsklovne. Det er første gang, Tivoli har etableret et forlystelsesspil med velgørende formål.

Kaya på 11 år har allerede været inde og teste det nye kastespil ”Samspillet” i Tivoli sammen med sin ven, hospitalsklovnen Ludo, og hun er ikke i tvivl.

- Det er rigtig sjovt, siger hun. 

Kaya har blandt andet en godartet tumor i hypothalamus, og så er hun født uden korsbånd og med uens benlængde. I mange år har hospitalsklovnene Ludo og Zippo været en uundværlig del af hendes faste besøg på hospitalet, hvor hun har været indlagt mange gange. Nu har gæster i Tivoli mulighed for at støtte Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn som Kaya, når de spiller "Samspillet". 

Tivoli har i samarbejde med Danske Hospitalsklovne udviklet spillet, hvor Henrik Silver – også kendt som DR. Dulle – har lavet musikken.

- Vi er stolte over samarbejdet med Tivoli, som i den grad har en forståelse for, hvor vigtigt det er at bringe minder og leg ind i barndommen, siger direktør i Danske Hospitalsklovne, Kenneth Øhrberg Krag.

Kaya og hospitalsklovnen Ludo havde en dejlig dag i eventyrlige Tivoli, hvor de havde meget sjov med at prøve "Samspillet". 

Hyg dig og støt et godt formål 

Havens gæster skal kaste røde bolde ind i munden på en klovn og rammer de, får de en mindre præmie. På den måde kan man hygge sig, samtidig med at man støtter et godt formål, da et beløb fra hvert spil går direkte som donation til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn.

- Vi er meget glade for samarbejdet, hvor sjove oplevelser og velgørenhed går op i en højere enhed. Vi tror på, at vores gæster vil få en sjov oplevelse, og samtidig får indlagte på hospitalerne glæde af hospitalsklovnenes gode indsats, siger IT- og forretningsudviklingsdirektør i Tivoli, Jonas Buhl Gregersen.

”Samspillet” ligger i Smøgen ved indgangen af Hovedbanegården og åbner 15. juni klokken 13.

Det koster 20 kr. at prøve spillet, og der går 2 kr. til Danske Hospitalsklovne hver gang.

 

 

 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.