
Tema: Når børn er bange.
For børn kan en hospitalsundersøgelse føles som en rejse ind i det ukendte – en tur, de ikke har bestilt. Vores hospitalsklovne er uddannet i at tage rejsen med dem. Vi er til stede, når der skal tages blodprøver, laves EEG-undersøgelser, MR-scannes, lægges i narkose – ja, overalt hvor alvoren presser sig på.
Undersøgelser og behandlinger er for mange børn forbundet med frygt og utryghed. Derfor kan fantasi, leg og kreativitet spille en vigtig rolle og skabe en tryg stemning.
Den røde næse åbner døre, der ellers er låst af bekymring. Sammen skabes modet til at gå igennem det svære – ét skridt, én sang, ét grin ad gangen.
Med nærvær og en knivskarp fornemmelse for børnenes grænser, støtter hospitalsklovnene dem gennem undersøgelser. Ikke ved at fjerne det ubehagelige, men ved at skabe en følelse af kontrol og overskud.
Hospitalsklovnene er langt fra bare gæster på hospitalsgangene. De er en aktiv del af det sundhedsfaglige team og inddrages i procedurer i hele 62 % af deres vagter i somatikken og 19 % i børne- og ungdomspsykiatrien.





Fra bobler til bedøvelse
Når 12-årige Jonathan skal i narkose før en operation, er det ikke mor, der holder ham. Det er hospitalsklovnen Luna.
For Jonathan er Luna mere end en klovn – hun er den tryghed, der gør det lettere for hans mor at give slip for en stund.
“Når Luna er der, kan jeg lige sænke skuldrene lidt og træde tilbage,” siger Randi, Jonathans mor.

Podcast: Fra frygt til fantasi i MR-scanneren
I dette podcast-afsnit åbner vi døren til det særlige samarbejde mellem hospitalsklovne og radiografer – hvor børneperspektiv og faglighed går hånd i hånd.
Den røde næse som samarbejdspartner
I hospitalsverdenen er den hvide kittel ekspert i medicin. Men den røde næse? Den er ekspert i børn. Og det gør den til et værdifuldt redskab i undersøgelser og behandlinger.
Sammen med sundhedspersonalet finder hospitalsklovnen præcis den rolle, der bedst hjælper barnet igennem. Måske handler det om at:
- Forvandle medicin til en magisk eliksir, så barnet får lyst til at drikke det
- Få kroppen i gang, hvis barnet har brug for at bevæge sig
- Skabe et nyt fokus, så sundhedspersonalet kan observere barnet på en anden måde
Stemningen ved en procedure kan være præget af angst, smerte og bekymring. Hospitalsklovnen kan være med til at sætte ord på frygten og krop på smerten.