Er du blevet kontaktet af os?
Vi tager kontakt på flere forskellige måder for at udbrede kendskabet til vores arbejde og i håb om at opnå støtte til at skabe endnu mere fantasi, poesi og fortryllelse blandt indlagte børn.
En hospitalsklovn kan gøre en stor forskel i indlagte børns hverdag på hospitalerne. Vi kan blive barnets ven og allierede og skabe et frirum i den voksenverden, hospitalerne nu engang er.
Danske Hospitalsklovne vil være der for alle sygdomsramte børn, uanset deres diagnose. Og vi er ikke i mål. Vi modtager kun 1% af vores midler fra det offentlige, så vi er helt afhængige af bidrag fra folk som dig for at kunne besøge børnene og udvide vores indsatsområder.
Vi oplever, at når vi tager kontakt til folk, beder om støtte og fortæller om hospitalsklovnenes arbejde, er der mange som gerne vil hjælpe. Og passer det dig ikke lige nu – eller ønsker du det ikke – er et nej selvfølgelig altid helt OK.
Du kan blive kontaktet af os på flere måder: på gaden, telefonen, SMS eller e-mail.
- På gaden
Du kan have mødt facerne, som er ambassadører for vores sag og tegner medlemskaber. - På telefonen
Vi ringer i perioder til private og virksomheder for at fortælle om vores arbejde i håb om at opnå fast støtte til vores arbejde. - På SMS og e-mail
Fra tid til anden sender vi SMS’er og nyhedsbreve ud til jer, der har givet et bidrag, har været med til et Klovneløb eller har deltaget i vores lotteri eller konkurrencer. Med e-mail og SMS kan vi holde udgifter til porto og tryksager nede.
Bidrag og medlemskab
Vi har mulighed for at tegne medlemskab og bidragsyderordning via telefonen. Fælles for dem er en månedlig betaling lige så længe, du har lyst. Telefon- og gadefundraiserne har ikke mulighed for at modtage enkeltdonationer.
Du kan betale de månedlige bidrag via en Mobilepay-ordning, som oprettes og træder i kraft med det samme eller via en betalingsservice-aftale, som starter den første i næstkommende måned.
Konto- og CPR-oplysninger
For at oprette en betalingsservice-aftale er det nødvendigt at oplyse registrerings- og kontonummer samt CPR-nummer. CPR-nummer bruger vi også til at indberette til SKAT, så du får skattefradrag for din støtte.
Det er normal praksis at bede om kontooplysninger og CPR-nummer i telefonen for at tilmelde et støttemedlemskab til betalingsservice – en praksis, som mange humanitære organisationer benytter.
Det er ikke muligt for nogen uretmæssigt at hæve på din konto via registrerings- og kontonummeret. Det, som man ikke må videregive til nogen, er kortnummeret.
Hvis du ikke ønsker at opgive dine oplysninger over telefonen, så er det til enhver tid muligt at tilmelde dig som bidragsyder via linket her på hjemmesiden.
Det er The Call Company og Charity Guard, der ringer til private på vores vegne.
Hvordan kontakter vi dig?
- Danske Hospitalsklovne
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt en e-mail eller SMS kommer fra Danske Hospitalsklovne, skal du vide, at vores afsender e-mail hedder Danske Hospitalsklovne nyhedsbrev@danskehospitalsklovne.dk.
- SMS
Når vi beder om bidrag via sms, skal det sendes til ”1919”, “1416”, “1217” eller “1962”.
- E-mail
Du er altid velkommen til at skrive til stoette@danskehospitalsklovne.dk, hvis du er i tvivl om rigtigheden af den SMS eller e-mail, du har modtaget.
Virksomhedssponsorater
Vi ringer til virksomheder for at lave aftaler om årlige eller kvartals-sponsorater til Danske Hospitalsklovnes arbejde.
Det er YourVoice v/ Jan Kristensen, som ringer virksomheder op på vores vegne.
Vælger man som virksomhed at blive sponsor, sender vi en faktura til jer. Danske Hospitalsklovnes forpligtelser ved et sponsorat udgør en momspligtig leverance, og sponsoratet tillægges således moms.