Oliver leger stadig – mens døden venter
Oliver er 4 år, da han bliver terminal. Familien vælger, at han skal tilbringe sin sidste tid i hjemmet. Midt i en ventende afsked opstår små øjeblikke af liv. Hospitalsklovnen Baroli tropper op med guitar og grin. For selv når døden banker på, kan legen stadig lukke lyset ind.
Oliver sidder i sin handicapklapvogn i haven med hænderne på en lille hækkeklipper. Det er hans største ønske, som lige er gået i opfyldelse.
Han elsker alt, der larmer – især maskiner med knapper og lyde. Og nu triller han rundt i haven og nyder det. Ikke som patient. Men som barn med benzin i blodet.
Hospitalsklovnen Baroli hjælper med at fintrimme buskene. Det er januar, og Olivers krop er træt. Men latteren og legen lever endnu.
Baroli er på besøg hos Oliver og hans familie i deres hjem i Nordjylland. Her er stemningen stille, men ikke uden liv. I stuen står en hospitalsseng, som nu er blevet en del af hverdagen. Det er dér, Oliver ligger størstedelen af tiden. Nogle få måneder senere lukker han øjnene for sidste gang – i netop den seng.
Når leg bliver førstehjælp
Vi spoler tiden tre år tilbage. Oliver får sin kræftdiagnose på sin 3-års fødselsdag. Det er to dage før juleaften.
Han kan ikke gå, fordi tumoren i hans hjerne trykker hårdt på nerverne ned til benene. I stedet for juleskum og gaver byder dagene på scanninger, ambulancekørsel og akut opstart af kemobehandling. Men midt i den bratte undtagelsestilstand står der pludselig en hospitalsklovn på stuen og spiller på sin ukulele.
– Jeg kan stadig huske det glimt i Olivers øjne. Han havde så ondt, men da Baroli kom ind, kiggede han op. Og så smilede han for første gang i flere dage, fortæller Olivers mor, Pernille.
En hospitalsklovn vender tilbage – igen og igen
En pause, hvor familien trækker vejret
Baroli er med hele vejen i de 2,5 år, hvor Oliver er syg. Da familien i januar 2020 får besked om, at behandlingen er indstillet, og Oliver skal hjem for at dø, er det naturligt, at Baroli også træder ind i det rum. For relationen mellem dem rækker langt ud over hospitalsstuen og helt ind i hjemmets hjertekammer. Den røde næse er ikke bare velkommen – den er ventet. Genkendt.
Oliver og Baroli trimmer buske i haven. Synger sange. Og de trækker vejret sammen i pauserne, hvor sygdommen larmer højest.
Den sidste tid er ikke let. Oliver har smerter, og familien lever med vagtplaner, iltmasker og morfin.
Til sidst bliver Olivers krop for træt. Den 7. marts 2020 trækker han vejret for sidste gang. I stuen. I sin seng. Med familien omkring sig. Og med minderne om hækkeklipperen, musikken og legen, som blev ved med at finde vej – helt til det sidste.