Demensklovne vækker menneskers minder til live.

På plejehjem kan demensklovne skabe kontakt til mennesker med demens, der ellers har svært ved at kommunikere og være i relationer med andre. Gennem kropssprog, sansestimuli, musik, berøring m.v. kan demensklovne vække minder til live, som hjælper mennesker med demens med at holde fast i deres identitet og livshistorie.

Mennesker, der lever med demens, får ofte ikke opfyldt deres følelsesmæssige og psykologiske behov for kærlighed og tilknytning til andre mennesker. De har svært ved at holde fast i den røde tråd i deres livshistorie – og dermed deres identitet.

Sådan konkluderer flere undersøgelser. Faktisk har mennesker med demens og deres pårørende fem til seks gange så stor risiko for at blive ensomme sammenlignet med resten af befolkningen.

Et nationalt demensklovneprogram

Siden 2014 har demensklovne besøgt plejehjem rundt om i landet gennem foreningen Forglemmigej. Her har de fokus på kreativitet, sanselighed og sprækkerne ind til mennesket bag sygdommen.

I Danske Hospitalsklovne samarbejder vi med foreningen Forglemmigej om at opbygge et nationalt demensklovneprogram. Første skridt på vejen er et udviklingsprojekt, som implementeres i samarbejde med to partnerskabskommuner og Via University College som forskningspartner, der vil bidrage til at skabe viden og læring fra indsatsen. Ligeledes inddrages relevante faglige aktører og patientforeninger.

Det kan måske virke fjollet, men erfaringen er, at klovnen som figur – gennem humor, kropssprog og poesi – faktisk kan skabe en fin og særlig kontakt til beboere med demens, der måske ikke længere kan kommunikere via det talte sprog

Pia Cisko, hospitals- og demensklovn.

87.000

danskere over 65 år er ramt af en demenssygdom

400.000

nære pårørende har demenssygdommen tæt inde på livet

Klovnens figur sætter farverige aftryk

Erfaring og forskning viser, at demensklovne og deres faglighed kan være et værdifuldt værktøj i relationsarbejdet med mennesker med demens.

Klovnens farverige figur skaber opmærksomhed og genkendes af mennesker i alle faser af livet. Demensklovne kan skabe kontakt til mennesker med demens, der ellers har svært ved at kommunikere og være i relationer med andre.

Demensklovnen arbejder med samspillet mellem det sansende, følende og tænkende område af hjernen og bruger sit eget nervesystem som redskab i interaktionen med det andet menneske.

Vi har allerede positive erfaringer med, at klovnene og deres faglighed kan inspirere personalet i deres daglige praksis gennem systematisk refleksion og erfaringsdeling. I udviklingsprojektet ønsker vi at udvikle denne komponent yderligere med udgangspunkt i erfaringer fra personale, plejehjemsledere og kommuner.

Liv finder melodien med demensklovnene på plejecentret

Liv bor på plejecentret Egebakken, da hun har en demenssygdom. Hendes blik er oftest fjernt, men af og til afløses det af en vrede så voldsom, at Livs mand, Holger, har svært ved at genkende sin før så livsglade hustru.

En dag besøger de to demensklovne, Krusemynte og Frk. Nellike, Liv på hendes værelse. Frk. Nellike komplimenterer Liv for hendes hår og øjne – der tændes et glimt i Livs øjne. Liv får øje på Krusemynte, der står ved siden af sengen med sin harmonika. ”Min far spillede harmonika” udbryder Liv, og Krusemynte slår straks tonen an…

”Et solstrejf i en vandpyt…” Liv synger med – teksterne er forvundet, men melodierne kan hun stadig huske, og hun synger højt og klart med den smukkeste stemme.

Ugen efter kommer demensklovnene på besøg igen. Denne gang er Holger på besøg hos Liv. Livs øjne lyser op, så snart hun hører de første toner fra harmonikaen. Krusemynte spiller op til vals, og Frk. Nelikke byder Livs kontaktperson på plejecentret op til dans. Liv smiler glædestrålende og synger med, højt og klart. Holger har fundet sin telefon frem og filmer syngende Liv i sengen.

”Jeg kan ikke leve uden musik!” udbryder Liv pludselig, og da Krusemynte afslutter besøget med ”You ain’t nothing but a hound dog”, danser Liv liggende i sin seng, så hele sengen ryster.