Fra lærling til livet på hospitalet.
Johanna Freiheit Olesen – i figur hospitalsklovnen Marmelade – dimitterede i 2025. Mød hende her for at blive klogere på vejen fra uddannelse til virkeligheden på hospitalerne.
Hvad fik dig til at blive hospitalsklovn?
Jeg så Paolo Nanis børneforestilling ’Magiske Jekyll’ og blev så begejstret over klovnens væsen og alt det, man kunne sige uden at sige særligt meget. Jeg begyndte derfor at undersøge mulige veje mod klovnen, og da min mor sendte mig et opslag om, at Danske Hospitalsklovne søgte nye klovne, var det som om, der sprang en bombe med tryllestøv i min mave.
Hvorfor hedder du Marmelade?
Da en af underviserne på uddannelsen spurgte: “Hey du der, hvad hedder du egentligt?” Så kom ordet Marmelade ud af min mund, det smagte fantastisk, og det gør det dæleme stadig.
Hvordan vil du beskrive klovnen Marmelade?
Jeg er på mange måder stadig ved at finde ud af, hvem Marmelade er, og jeg tror aldrig helt, jeg ender på en bestemt persona, for Marmelade er mange ting. Men hun trives klart bedst og er i sit es, når hun får lov at bruge sin krop igennem leg og finurlighed.
Da Danske Hospitalsklovne søgte nye klovne, var det, som om der sprang en bombe med tryllestøv i min mave
Johanna Freiheit Olesen, hospitalsklovnen Marmelade
Hvad har uddannelsen givet dig, som er afgørende i mødet med børnene på hospitalet?
Det er ikke bare en uddannelse i al almindelighed, men en ekstrem dannelsesrejse. Jeg har arbejdet så meget med mig selv, at der står en klarere version af, hvem jeg er, og hvad jeg står for.
Jeg er dybt afhængig af mine mavefornemmelser og de indskydelser, jeg får, så jeg kan improvisere, gribe nuet og være lige præcis det, barnet og familien har behov for. Om det er en at lege med, sang og dans, en dårlige joke eller en tryg hånd i det svære.
Beskriv et særligt øjeblik fra hospitalet, hvor din faglighed kom i spil
Vi går i makkerpar, og min makker træder ind i et venteværelse. Jeg er fluks bag hende og klar på leg, men mærker en utryg energi fra en ca. 6-årig pige, som holder fast i sin mor ovre i hjørnet.
På uddannelsen har vi lært at aflæse stemninger og justere os, så når den ene klovn går op i energi, kan den anden gå ned. Så med alt hvad jeg har lært, er det min fineste opgave at give den lille pige en god oplevelse og tryghed.
Så da jeg endnu står i døren, spørger jeg hende, om jeg må komme ind i venteværelset. Hun ryster på hovedet, jeg spørger hende igen lidt efter, dog med samme resultat, men med ét har vi en leg i gang, hvor hun har kontrollen over, hvor meget og hvor lidt der skal ske. Og ved at give hende mit fulde nærvær, glemmer hun kaosset omkring sig.
Min makker går så i gang med at vande venteværelsets plastikplanter med sine hænder – og med vand udover det hele. Det bliver det noget værre rod. Så jeg vil rydde op, men det er alt for svært for Marmelade efter mange mislykkede forsøg. Og pludselig er pigen klar til at hjælpe, alt imens vi taler om hendes fine glimmersko og prinsesseskørt.
Nu sidder jeg med en pige, der er gået fra at have hænderne (og mor) knuget helt ind til sig, til at være åben med masser at fortælle, og som i sidste ende giver mig en high five.
Det var et rigtigt dejligt møde, og jeg tror, det var en af de første gange, jeg virkelig mærkede, at min klovn havde gjort det godt. Fordi jeg nu så en pige, der var gået fra utryg og tilbageholden til udadvendt og nysgerrig.
Jeg kunne mærke meget af det, vi havde øvet os på under uddannelsen. Ikke bare i kontakten med børnene, men også i kontakten med vores klovnemakkere, for det er så vigtigt at kunne kommunikere og være omstillingsparate i det partnerskab.
