Legen giver Adrian plads til at være barn.

Når Adrians fjernstyrede bil suser afsted, bliver hospitalsgangen forvandlet til den sejeste racerbane, og Pablo hepper højlydt, som var han hele publikummet til et Formel 1-løb.

For Adrian er hospitalsklovnen Pablo ikke bare en rød næse, der bryder med hospitalets hvide vægge. Han er en legekammerat. Den slags, der kan forvandle hospitalet til et sted, hvor legen bestemmer, og sygdommen træder i baggrunden.

– Pablo har altid mødt Adrian præcis dér, hvor han er, og grebet de bolde, som han har smidt i luften – om det har været på gangen, på stuen eller i hospitalssengen, fortæller Adrians mor, Tascha.

Bekymring og uvished før legen fik plads

Allerede fra fødslen udviste Adrian tegn på, at noget ikke var, som det skulle være. Han græd meget, kastede op og havde ofte en stor udspilet mave. Hans familie vidste ikke, at der skulle gå flere år, før Adrian fik sin diagnose.

Da Adrian er få dage gammel, starter hans udredning, men lægerne har svært ved at finde ud af, hvad han fejler. Derfor bliver Adrian sendt til et hospital i London, hvor de er specialiseret i svære mave-tarmlidelser hos børn. Her får han diagnosen PIPO – en sjælden tarmsygdom.

Da han er 18 måneder gammel, gennemgår han en stor operation og ender med at ligge på intensiv i 14 dage.

De første 12 dage på intensiv har vi ikke set et eneste smil eller grin fra Adrian, fortsætter Tascha.

Det første smil i mange dage

En finurlig banken lyder på døren til Adrians stue. Ind træder et par klovnesko og en rød næse – nemlig hospitalsklovnen Pablo.

– Efter mødet med Pablo begynder Adrian atter at smile og grine igen, og siden den dag har han elsket hospitalsklovnene, afslutter Tascha.

Pablo har siden fulgt Adrian gennem årene. Og selvom legen har ændret form med alderen, har den ikke mistet sin betydning. I dag er Adrian 8 år og lever med tyndtarmsstomi, sonde i maven og et centralt venekateter, hvor han ernæres gennem blodet – alt sammen for at kunne leve et normalt børneliv.

Legen med hospitalsklovnene er stadig den trygge pause, hvor der ikke findes slanger, nåle eller undersøgelser. Kun rum til at være barn – til at være Adrian.