Hospitalsklovnen går hånd i hånd med personalet i Lukashuset.
I Lukashuset – Sankt Lukas Stiftelsens lindrende og aflastende tilbud til livstruede syge børn og unge – er personalets tværfaglige samarbejde afgørende for at kunne være der for børnene og deres familier. Hospitalsklovnen Ludo bidrager på flere planer og kan med sin særlige næse nå ind til børnene på sin helt egen måde.
I Lukashuset yder man lindring og aflastning til børn og unge med livsbegrænsende eller livstruende sygdom og deres familier.
Lukashuset ligger i Hellerup ved København, og her arbejder et højt specialiseret tværfagligt team med familier, der typisk er indlagt i huset i længere tid ad gangen.
Ca. 80 procent af familierne har alvorligt syge børn og kommer for at blive aflastet i en periode, mens 20 procent bliver indlagt med børn, som afslutter livet i Lukashuset.
Den lindrende behandling og pleje i Lukashuset bliver varetaget af læger, sygeplejersker, en pædagog, en fysioterapeut, en psykolog, en socialrådgiver, en præst, en huskunstner og en gruppe engagerede frivillige. Dertil kommer hospitalsklovnen Ludo, som kommer i Lukashuset en gang om ugen.
’Ludo kan noget helt specielt’
Susan Mortensen, udviklingssygeplejerske i Lukashuset, fortæller, at hospitalsklovnen Ludo har en helt særlig rolle i forhold til børnene, som generelt er meget dårlige:
– Ludo kan kommunikere med børn, der for eksempel ikke har noget sprog, ser dårligt, hører dårligt eller har andre udfordringer, og hun finder altid en vej ind til dem.
Susan nævner et eksempel, hvor Ludo satte sig ved siden af en dreng, som ikke havde lyst til noget, selvom moren havde forsøgt at foreslå forskellige ting. Ludo lod som om, hun ikke så ham og fandt noget frem fra sine lommer. Det gjorde drengen så nysgerrig, at han endte med at lave mange aktiviteter med Ludo.
– Hun kunne nå ind til ham på en helt særlig måde. Jeg kan få helt kuldegysninger, både når jeg taler om det, men også når jeg ser det, for Ludo kan noget helt specielt. Hvis det bare var klovne, der lavede ballondyr og fis og ballade, så ville det ikke være et godt match. Det skal være en hospitalsklovn som Ludo, der har den faglighed, der skal til, siger Susan.
Et tæt samarbejde
I Lukashuset er der plads til leg og sjov, selvom det er på andre præmisser end med raske børn. Her indgår hospitalsklovnen Ludo som en værdifuld samarbejdspartner for det tværfaglige sundhedspersonale og hjælper med at gøre de svære situationer lettere for det syge barn.
– Ludo skal jo aldrig gøre noget, der er ubehageligt, men kun noget, der er rart og hyggeligt. Og det er vigtigt, at hun har den rolle. Så gør jeg det, der er ubehageligt, for eksempel at lægge en sonde på et barn, mens hun afleder barnet, og på den måde går processen meget nemmere – ikke bare for mig, men også for barnet. Og det er det vigtigste af det hele, fortæller Susan.
Hospitalsklovnen Ludo arbejder også tæt sammen med socialpædagogen i Lukashuset, Patrick Ørnø Richter. Patricks rolle er blandt andet at have fokus på hele familien og skabe livskvalitet.
– Det er vigtigt at betragte familien som en helhed og se, hvad de har brug for – også det, de måske ikke selv er klar over. Nogle gange handler det om at genfinde, hvad de satte pris på, og hvem de var, før sygdommen ramte familien. Det kan man nemt glemme i en krisesituation. Her hjælper jeg det syge barn, søskende, mor og far med at genfinde glæderne og få positive oplevelser, selv midt i en svær livssituation, siger han.
Patrick og Ludo arbejder tæt sammen både i forhold til det syge barn og søskende. Sammen bruger de for eksempel musik til at bryde den tyngde, der kan være i Lukashuset.
Ludo har sin ukulele, Patrick sin guitar, og så finder de på små, spontane og opløftende sange.
– Lægen har et ærinde, sygeplejersken har et ærinde – men Ludo kan glide ned mellem linjerne og bare være til stede uden at skulle noget. Det giver familierne et åndehul i hverdagen, farve på en ellers grå dag og måske et grin sammen med deres barn. Når de griner sammen, letter stemningen, og osteklokken, de lever under, løfter for en stund, siger Patrick.
Ludo er børnenes bedste ven, og hun er også min bedste ven. Jeg ser os lidt som hinandens højre hånd, fordi vi i kontakten med barnet har øje for det samme – at spejle barnets kreative ideer og udfolde det til en spontan leg
Susan Mortensen, udviklingssygeplejerske i Lukashuset
Øje for familiernes behov
Patrick forklarer, at der tilføjes noget ekstra til huset, når Ludo er der.
– Ludo træder ind ad døren, og så sker der noget magisk. Hun har en helt unik evne til at aflæse rummet og få hvert familiemedlem til at føle sig set og hørt. Både børn og voksne bløder op i mødet med Ludo, siger Patrick.
Noget af det, som Ludo kan, er, at hun stille og roligt får et barn til at åbne sig. Hun presser aldrig på, men lader relationen vokse i barnets eget tempo, indtil der opstår et lille gennembrud, forklarer Patrick med et eksempel:
– Vi fik på et tidspunkt en ny familie i Lukashuset med en rask søskende. Drengen var tilbageholdende, gemte sig bag sin mor og kiggede ikke nogen i øjnene. Ludo talte ikke direkte til ham, men fortalte en vild røverhistorie om sin familie til os andre. Langsomt spidsede drengen ører, og til sidst fortalte han selv om sin egen familie, sin syge søskende, og hvorfor de var her.
En gang om året holder Lukashuset Lukasdag, hvor alle familier, der har været indlagt, bliver inviteret – både dem, der har mistet deres børn, og dem, der er blevet udskrevet. Ludo deltager sammen med personalet, og mange familier dukker op igen og igen til et gensyn, hvor alle til sidst tænder et lys i haven og mindes.
