Et lysende minde i en svær tid.

En mørk efterårsaften får 1-årige Regitze godnatbesøg. Med stille musik og godnatsange hjælper hospitalsklovnene de tunge øjenlåg på vej. I dag er Regitze 5,5 år, men minderne og stemningen fra godnatbesøget står stadig lysende klart hos Regitzes mor, Mia.

– Når de kommer i dagtimerne, er der mere gang i den, og de er mere ude på ballade, hvis man kan sige det sådan. Men der var en helt anden ro over dem, da de kom for at sige godnat, fortæller mor Mia og fortsætter:

– Regitze bliver altid rolig af deres tilstedeværelse. For hende var det virkelig hyggeligt, at de også kom om aftenen for at sige godnat.

Regitze er født med en stofskiftesygdom, som gør, at hun ikke kan tåle protein. Sidenhen er hun også blevet levertransplanteret. Hun er derfor kommet meget på hospitalet og har mødt hospitalsklovnene utallige gange.

Regitze får godnatbesøg

Regitzes mor Mia husker tydeligt, hvordan hospitalsklovnenes godnatbesøg gav en ro og tryghed på hospitalsstuen.

Mange gode hospitalsminder

Familien har mange gode minder med hospitalsklovnene. De var bl.a. med til at fejre Regitzes 1-års fødselsdag på sygehuset med kage, gaver og balloner.

Selvom Regitze har fået besøg af hospitalsklovnene masser af gange under sine indlæggelser, var det noget helt specielt, da de pludselig kom på godnatbesøg.

– De kom listende med sutteklude og gabte lidt. De spillede nogen andre og mere rolige sange end dem, de normalt spiller, fortæller Mia.

– Jeg håber, at I får samlet midler ind til at kunne lave flere godnatbesøg. Det er virkelig hyggeligt. Det kan noget andet end de normale besøg, afslutter Mia.

Giv indlagte børn en hyggelig godnatstund

Vælg beløb(Påkrævet)