Lucas finder modet med sit rødnæsede heppekor.
Lucas på 2 år har siden fødslen haft mange hospitalsindlæggelser. Med hospitalsklovnenes nærvær og heppekor tør Lucas mere, end man skulle tro, når han skal gennem svære procedurer.
Lucas fik sig en hård start på livet. Allerede som 10 dage gammel opdager lægerne, at Lucas er født med en stor hjernemisdannelse og meget svær epilepsi, der har afgørende konsekvenser for hans fremtidige liv.
Siden da har han tilbragt meget af sit korte liv på hospitalet. Senest har Lucas været indlagt i 10 uger – og med en lang indlæggelse forud kan dagene hurtigt føles ekstra lange, mørke og triste.
Der er lys i mørket
Et lille lys, der får vokseværk, er, når hospitalsklovnene Luna og Veranda træder ind på Lucas’ stue. Med toner fra Lunas spilledåse og Verandas ukulele får Lucas stjerner i øjnene, og for et øjeblik er han tryllebundet langt væk fra undersøgelser og alvorsfyldte rutiner.
– Han stirrede bare og greb ud efter Lunas røde næse. Han var helt opslugt, fortæller, Lucas’ mor, Christina.
Hospitalsklovnene er en støtte, når noget er svært – især når han skal igennem udfordrende procedurer, der kræver ekstra kræfter og mod. Første gang Lucas fik foretaget en helt særlig test, var han bestemt ikke tilfreds ifølge hans mor.
– Anden gang hujede og heppede hospitalsklovnene Luna og Veranda så højt, at det gik nemmere. Og der var intet at bemærke, da Lucas skulle igennem undersøgelsen tredje gang. De har virkelig gjort indtryk, siger hun.
En livsvigtig operation
Selvom Lucas kun er 2 år, har han allerede været igennem mere, end mange når på et helt liv. Undersøgelser, indlæggelser – og en stor hjerneoperation, der har forandret alt.
– Inden operationen havde han flere hundrede epileptiske anfald om dagen. Siden operationen har vi intet set, afslutter Christina.
Hospitalet er stadig en fast del af Lucas’ liv, men heldigvis står det lille rødnæsede heppekor klar igen, når Lucas har brug for lidt ekstra mod.


Han stirrede bare og greb ud efter Lunas røde næse. Han var helt opslugt.
Christina, mor til Lucas