”Mor, du skal love, at jeg kommer hjem til jul”.
Sidste år var 10-årige Malte indlagt på børnepsykiatrisk afdeling hele december måned. Væk fra de velkendte juletraditioner og fra resten af familien. Men det viste sig hurtigt, at han ikke skulle undvære julemagien.
Da Malte og hans familie sidste år fik at vide, at Maltes indlæggelse ville strække sig helt fra oktober til januar, var deres første tanke ”hvad med julen?”.
Malte har autisme og en spiseforstyrrelse og er kommet på hospitalet hele sit liv. Men indlæggelsen sidste år er den længste, han har haft.
– Det første Malte sagde, da vi blev indlagt, var ”mor, du skal love, at jeg kommer hjem til jul”. Og det vidste jeg jo godt, han nok ikke gjorde. Malte elsker jul, og jeg syntes, det var så frygteligt, at vi skulle være indlagt i julen, siger Maltes mor, Mia.
En nissedør åbnede op for nye juletraditioner
Julen på børnepsykiatrisk afdeling blev heldigvis ikke som frygtet. Allerede den 1. december var en nisse flyttet ind på Maltes værelse med sin lille nissedør. Og nissen gik hurtigt fra at være Maltes til at være Malte og hospitalsklovnen Hectors nisse. Hver gang Hector var på besøg, var hun nysgerrig på, hvad deres nisse havde lavet siden sidst.
– På ingen tid blev det til ’deres’ nisse. Det var noget, de havde sammen, og der blev bygget en hel historie op omkring den nisse og den jul, og det var simpelthen fantastisk at se, hvad det betød for Malte, fortæller Mia.
På afdelingen havde fagpersonalet sørget for julepynt, juletræ og chokoladejulekalendere til børnene. Og hver aften samledes indlagte familier og fagpersonale foran fjernsynet for at se julekalender sammen.
– Julen er en speciel tid for alle og ikke kun dem, der er indlagt. Også for personalet og for hospitalsklovnene. Alle syntes, det var lidt svært at være væk. Men de havde gjort så meget ud af at gøre det hyggeligt for os alle, siger Mia.
”Hector kunne nå ham, når ingen andre kunne”
Når man, som Malte, har autisme, kan det være svært, at tingene ikke er, som de plejer. Derfor var det særligt svært for Malte at omstille sig til at fejre julen i helt nye omgivelser og uden sin far og sine to brødre.
– Jeg kan huske en dag, hvor Malte havde det rigtig dårligt. Han havde ligget en halv dag under sin dyne, og han ville bare ikke komme ud. Da Hector kom, bankede hun lige så stille på døren og sagde ”Det er bare mig, Hector. Må jeg komme ind? Hvis jeg ikke må, går jeg bare igen”. Og så gik der ikke længe, før jeg kunne høre, at Malte var i fuld gang med at fortælle hende om ting, han havde lært i skolen. Havde det ikke været for hende, så ved jeg ikke, hvor længe han havde ligget der. For der var ikke nogen af os andre, der havde formået at nå ind til ham, fortæller Mia og fortsætter:
– Når man er indlagt, bestemmer man ikke så meget, som man gør derhjemme. Og når man har autisme, er kontrollen det værste, man kan miste. Men når Malte var sammen med Hector, var det ham, der sagde til og fra. Hun gav ham kontrollen.
Når Malte og mor Mia tænker tilbage på sidste jul, er det ikke indlæggelsen og adskillelsen fra resten af familien, der fylder.
– Hector fylder meget i vores juleminder fra sidste år. De skabte så mange juletraditioner sammen, og jeg er helt sikker på, at Malte kommer til at savne hende i år, når vi får en lille nissedør herhjemme, siger Mia.