Overlæge: ”Jeg vil nødigt undvære klovnene”.

Peter Ahlburg er overlæge på børneanæstesi-afdelingen på Aarhus Universitetshospital, Skejby. I 18 år har han arbejdet tæt sammen med hospitalsklovnen Trudi. Et betydningsfuldt samarbejde, der hjælper indlagte børn godt igennem svære operationer.

– En operation og en bedøvelse kan være hårdt for barnet og for hele familien. Derfor gør vi alt for at sikre en god oplevelse. Og her spiller hospitalsklovnene en stor rolle, fortæller overlæge på børne anæstesiafdelingen, Peter Ahlburg.

Peter Ahlburg roser hospitalsklovnen Trudi for hendes evne til at skabe kontakt til barnet og familien omkring. I 18 år har de to haft et nært samarbejde, og Peter Ahlburg ser på Trudi som en ligeværdig kollega, som bidrager med en anden faglighed.

– Trudi fornemmer, hvor barnet er, og hvad barnet har brug for. Hun ved meget om, hvordan man håndterer børn i de pågældende aldre, og hun er god til at aflæse dem, siger han.

“Hospitalsklovnen er ufarlig og legende”

Peter Ahlburg fortæller, at han ofte møder børn, der er meget nervøse før en operation. Det kan derfor sommetider være svært, som fagpersonale at få ”hul igennem” til barnet. I de situationer er det en stor hjælp at trække på hospitalsklovnene, som på uformel vis kan skabe kontakt til barnet.

– Hospitalsklovnen er ufarlig, legende og kan lave skøre ting, der er ude af kontekst. Det letter stemningen og gør ganske enkelt mit arbejde lettere, fortæller han.

Overlæge Peter Ahlburg og hospitalsklovnen Trudi samarbejder på børneanæstesi-afdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Hospitalsklovnen Trudi

Sæbeboblemagi

Peter Ahlburg husker særligt en episode med en 4-årig dreng, der er meget nervøs før en operation. Drengen krøller sig helt sammen og kigger ind i væggen. Hverken drengens forældre eller børnelægen kan få kontakt:

– Så kommer Trudi på banen. Hun tuller lidt rundt om ham, fornemmer hvad han har brug for, blæser sæbebobler, og lige så stille tør drengen op. Jeg ender med at lægge et drop på drengen, og inde på operationsstuen lægger han sig helt frivilligt op og gør sig klar til at sove, fortæller overlægen og tilføjer: 

– Jeg vil meget nødigt undvære hospitalsklovnene.

Lærer af hinanden

Overlægen Peter Ahlburg har også lært nogle tricks af hospitalsklovnene, som han bringer ind i sit arbejde som læge. Han kan finde på at sige vrøvleting til et barn, såsom ”Hvor gammel hedder du?” eller at opfordre barnet til at sige en masse bandeord, hvis det gør ondt.

– Jeg kan godt finde på at sige nogle mærkelige ting, der ikke giver mening. Sådan at jeg faktisk fremstår lidt ”dum” og balancen skifter, så barnet bliver den kloge. På den måde får man barnet til at styre situationen, og vi piller lidt af autoriteten af mig, fortæller han.

Det skaber en afslappet stemning, der giver plads til barnets angst – og barnet kan finde plads til smil i en svær situation, mener han.

Han går dog aldrig så vidt, at forældrene begynder at tvivle på hans faglighed og autoritet som læge. Men en lille leg, som han har lært af hospitalsklovnene, kan få situationen til at glide lettere.

– Det er fantastisk at se et barn falde roligt og glad ind i narkosen, afslutter han.

Giv indlagte børn en tryg hånd at holde i når livet på hospitalet gør ondt.

Vælg beløb(Påkrævet)