Oversygeplejerske: ”Hospitalsklovnene åbner et andet hjerterum”.
Når børnehjerter føles tunge, må ingen hjerterum stå låst. I børne- og ungdomspsykiatrien mødes faglighed og fantasi – med hver sin nøgle.
På B201 i Glostrup indlægges psykisk sårbare børn, der ikke kan være i deres almindelige hverdag. Her arbejder sygeplejersker, læger, psykologer, lærere, pædagoger og hospitalsklovne tæt sammen om at hjælpe børnene tilbage i livet.
Skulder ved skulder med fagpersonalet tager hospitalsklovnene del i udredninger og skaber et legende univers, der giver pauser fra de svære følelser:
– Vi ønsker at forstå, hvordan barnet oplever verden. For nogle børn er det mere ufarligt at tale med hospitalsklovnene om det, fortæller sygeplejerske Tanja Hedin.
Et trygt mellemrum
Fagpersonalet på afdelingen arbejder for at skabe struktur, tryghed og læring for børn, der kæmper med angst, sociale relationer eller andre psykiske udfordringer. Vejen kan være ujævn, og mens personalet undersøger, hvad der spænder ben – og hvordan barnet kan komme videre – hjælper hospitalsklovnene med at skabe små succesoplevelser undervejs.
– Hospitalsklovnene kan anerkende barnet på en helt særlig måde – de er livsbekræftende i nuet, fortæller oversygeplejerske, Helle Winding.
Hospitalsklovnen kan også være et trygt rum mellem barnet og fagpersonalet.
– Der er tit børn, der føler, at de skal præstere, når de er sammen med fagpersonalet. Eller måske har de en facade på, hvor de ikke vil eller kan vise deres følelser. Nogle gange kan hospitalsklovnene åbne andet hjerterum hos børnene, hvor de tør at vise deres følelser og sige det, der er svært, fortsætter Tanja Hedin.
Fra afmagt til tillid til mod
Tanja husker særligt en episode med et 9-årigt barn, der var ulykkeligt over at skulle i skole. Barnet havde søgt tilflugt i puderummet, græd og kastede med puder. Det var umuligt for personalet at skabe kontakt til barnet. Udenfor på gangen satte en hospitalsklovn sig og begyndte at synge og spille guitar. Gråden stilnede, døren til puderummet gik langsomt op, og et nysgerrigt barnehoved tittede frem.
Til sidst inviterede barnet selv hospitalsklovnen ind i puderummet. Her sang hospitalsklovnen om at gå i skole og satte ord og melodi på, hvordan skolen også kan føles som et rart sted.
– Efter et stykke tid spurgte hospitalsklovnen, om de skulle se, om den der skole ikke var et meget rart sted at være. ’Jo, det kunne vi godt,’ sagde barnet. Og så gik de over i skolen sammen. Vi ville aldrig have fået skabt den kontakt og nå ind til barnet på den måde, som hospitalsklovnen gjorde, fortæller Tanja.
En vej ud til livet
I en hverdag med svære følelser åbner hospitalsklovnene op for et rum af lethed og leg. Helle Winding fortæller, hvordan hospitalsklovnene bringer noget fra verden udenfor ind på afdelingen, som ellers kan føles lukket og fuld af sygdom.
– Hospitalsklovnene er et lille vindue ud til samfundet. De er en vej ud til livet, afslutter hun.