Silja vil ud af hovedet og ind i livet
Som 12-årig bliver Silja indlagt i børne- og ungdomspsykiatrien. Midt i alt det tunge dukker hospitalsklovnene op med legende lethed – og dér finder Silja plads til at være mere end patient. Plads til at være Silja.
Silja sidder på kanten af sengen med et fotoalbum i skødet. Albummet er fyldt med minder, grin, veninder, liv. Silja bladrer gennem siderne, mens hun drømmer sig ud. Ud af hospitalet. Ud af sit hoved. Ud til sine veninder. Ud til sit liv.
Hospitalsklovnene Sne og Ziggi lytter nysgerrigt til hendes historier, og i det øjeblik er der ingen OCD der overtager, ingen ADHD der galoperer – bare en 15-årig pige, der elsker at grine og længes efter sit helt almindelige teenageliv.
Men virkeligheden er også en anden. For Silja er indlagt på Rigshospitalet fordi kroppen og livet en dag blev for svært at være i.
En fødselsdag på psykiatrisk afdeling
Silja bliver indlagt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Glostrup to dage før sin 13-års fødselsdag. Hun er udmattet. Og helt stille. En forsigtig melodi sniger sig ind ad døråbningen og to hospitalsklovne følger efter.
– De sang for mig, og selvom jeg ikke sagde noget, kunne jeg mærke, at jeg blev glad og lettet. Det betød virkelig meget, husker Silja.
Følelserne af uro blev ved med at presse sig på, men de små pauser af leg og lethed fortsatte også med at dukke op.
Plads til at græde – af glæde og af smerte
Inde i Silja er der et stormvejr, hun ikke kan slippe ud af.
– Jeg har følelsen af hele tiden at være på overarbejde. Der foregår så meget inde i mit hoved, at det er rart at blive taget lidt ud af det. Hospitalsklovnene kan få mig til at glemme alt det tunge og bare grine, siger hun.
Sammen med hospitalsklovnene finder Silja læ for stormen:
– Silja glemmer smerterne, og vigtigst af alt, så bliver der lyttet og talt om livet på godt og ondt. Og der er plads til at græde – både af glæde og af smerte, siger Siljas mor, Lone.
”Alle andre skriver i min journal”
Midt i en hverdag fyldt af målinger, medicin og journalnotater er det en lettelse at blive mødt uden kuglepenne og vurderende øjne.
– Alle andre skriver i min journal – men hospitalsklovnene gør ikke. De er bare som venner er. Jeg føler, at de ser mig som en person – ikke som en, der har en psykiatrisk lidelse, siger Silja.
– For mig er hospitalsklovnene et billede på det fineste i mødet mellem mennesker; empati, nærvær og gensidig respekt. De er så vigtige for os, afslutter Siljas mor.
I dag er Silja 15 år. Hun er stadig i behandling, men hun er godt på vej ud af hospitalet. Ud af sit hoved. Ud til sine veninder. Ud til sit liv.