Danske Hospitalsklovnes jubilæumsbanner

20 år med røde næser på hospitalsgangene.

Danske Hospitalsklovne støtter og hjælper årligt mange tusinde af børn på landets børneafdelinger, i børne- og ungdomspsykiatrien og indenfor specialområdet. Hospitalsklovnene skaber sprækker af lys og glædesglimt, når livet på hospitalet gør ondt.

Næsen i sporet siden 2003

For bare 20 år siden var farverige hospitalsklovne et sjældent syn på de hvide hospitalsgange. Der fandtes faktisk kun én – selvudlært – i hele Danmark. Men med en stærk tro og et par modige klovnesko fik Danmarks første hospitalsklovn Gunil, Birgit Bang Mogensen, hurtigt overbevist Aarhus Universitetshospitalet i Skejby, og derefter resten i det danske sundhedsvæsen, om hospitalsklovnens styrke, virke og vigtighed for både indlagte børn, familier og personalet.

Flere og flere læger, sygeplejersker og hospitalsledelser fik øjnene op for klovnefagligheden, og det blev starten til flere åbne døre på hospitalsgangene. 

I 2003 bliver vores forening Danske Hospitalsklovne stiftet. Formålet med foreningen er at sikre en faglig- og grundig hospitalsklovneuddannelse og sikre og højne standarder for hospitalsklovnefaget. Siden stiftelsen har foreningens udvikling været i rivende vækst. I dag, 20 år senere, har foreningen uddannet og ansat 70 hospitalsklovne, der stilles gratis til rådighed for alle landets børneafdelinger, børne- og ungdomspsykiatriske afsnit og specialområdet. Og flere hospitalsklovne er på vej, fordi vi oplever stor efterspørgsel på den faglighed, som vores røde næser bringer ind i sundhedsvæsenet.

Hospitalsklovnen Elmer
Hospitalsklovnen Kalle giver blomstre

Tak til alle jer, der har været med på vores rejse

Af hjertet tak til alle jer der har støttet os og bidraget til, at vi i dag kan møde så mange børn og unge med sygdom tæt på kroppen.

I har:

  • … åbnet døre for os og troet på os
  • … banet vejen og hjulpet os derhen, hvor vi er i dag
  • … villigt delt faglighed og erfaringer med os
  • … støttet os, opmuntret os og gået vejen sammen med os

I er en vigtig del af vores historie og det kan vi ikke takke jer nok for ❤️

Vi hylder de langvarige venskaber, der gennem årene er opstået.

Jeppe Christian og Luna

10 år imellem. Hele halvdelen af den jubilæumsalder, som vi nu kan fejre. For Jeppe Christian er hospitalsklovnen Luna ikke bare en klovn. Hun er en ven ❤️

Jeppe Christian har knogleskørhed, og da han som 8-årig blev indlagt med en byld ved øjet, stod Luna klar til trøste med en bamse.

I dag er Jeppe Christian 18 år, og selvom Luna ikke længere kommer med bamser, får han altid et kram eller en tapperhedsmedalje, når de mødes.

Jeppe Christian og hospitalsklovnen Luna 10 år imellem
Hospitalsklovnen Pablo og Melina har været venner i 13 år

Pablo og Melina

I næsten 13 år har Pablo været ved Melinas side gennem mange operationer, scanninger, blodprøver og lange indlæggelser.

14-årige Melina er korttarmspatient, diabetiker og har den yderst sjældne sygdom Mitchell Riley Syndrom. Hele Melinas liv har familien været inde og ude af hospitalet, og her har Pablo fået en særlig stjerne i Melinas hjerte ❤️

”Hun elsker at have ham med til alt. Når han er der, så gør det hele mindre ondt. Han er fantastisk,” fortæller Melinas mor, Mie.

Sofie og Luna

I over 12 år har Sofie og hospitalsklovnen Luna skabt magiske stunder sammen.

Sofie er født med rygmarvsbrok og bunden rygmarv. Det har betydet mange operationer, kontroller og indlæggelser.

Som lille bliver Sofie indlagt med blærebetændelse. Her møder hun første gang hospitalsklovnen Luna.

”Luna tog sig tid til at hygge og trylle med Sofie på gangen. Et minde vi stadig husker tilbage på den dag i dag,” fortæller Camilla, mor til Sofie.

I dag er Sofie 15 år og betragter i højere grad sin sygdom som et usynligt handicap. Hun har sågar gået 81 kilometer og indsamlet over 2000 kroner til Danske Hospitalsklovnes arbejde. Af hjertet tak til seje Sofie.

Sofie og hospitalsklovnen Luna har været venner i over 12 år.