Pernille Vallentin: Det var mit kald. Det var det, jeg skulle.
45-årige Pernille Vallentin, som også går under hospitalsklovnenavnet Basta, besøger ugentligt indlagte børn på Bispebjerg psykiatrisk afdeling og flere forskellige afdelinger på Rigshospitalet. Hun har været udlært som hospitalsklovn i otte år.
Udover at være hospitalsklovnen Basta er Pernille skuespiller og sangerinde. Hun har i over femten år været et kendt ansigt på den danske musik-, film- og teaterscene, men arbejdet som hospitalsklovn er dét, der fylder mest nu.
-Det at arbejde og uddanne mig som hospitalsklovn tændte bare noget i mig, fortæller Pernille.
Efter to barselsforløb fandt Pernille modet frem og søgte ind på hospitalsklovneuddannelse, som hun startede på for snart 10 årsiden.
– Det var mit kald. Det var det, jeg skulle. Nu er jeg helt opslugt af denne her verden, som har åbnet sig for mig, fortæller hun.
Jeg er meget ydmyg over, at jeg får lov til at gøre en forskel for det barn, som på uretfærdig vis er endt i et sygdomsforløb
Pernille Vallentin, hospitalsklovnen Basta
At se barnet frem for sygdommen
Inden Pernille startede på hospitalsklovneuddannelsen, gjorde hun sig nogle overvejelser i forhold til det at arbejde med syge og indlagte børn. Efter hun er startet, er hun dog kun blevet bekræftet i, at arbejdet udelukkende fører fanstatiske og rørende oplevelser med sig:
– Hver gang jeg går ud fra en stue, kan jeg mærke, hvor stor betydning mødet med hospitalsklovnen har for både børn og forældre. Jeg er meget ydmyg over, at jeg får lov til at gøre en forskel for det barn, som på uretfærdig vis er endt i et sygdomsforløb, fortæller Pernille og tilføjer, at det at hjælpe børnene er hendes store drivkraft i arbejdet.
– Uanset om barnet ligger i sengen og ser medtaget og måske syg ud, så ser hospitalsklovnen det raske barn. Hospitalsklovnen taler til livskraften og fantasien, der bor i barnet, eller leger det frem, hvis det er gemt lidt væk. På den måde er fokus på barnet og ikke på sygdommen. Det er fantastisk, siger Pernille.
Et særligt øjeblik
Pernille har oplevet mange rørende øjeblikke i sin tid som både lærling og hospitalsklovn, men hun husker særligt én episode fra sin tid som lærling:
– Jeg går ind og står stille sammen med familien. Jeg spørger om jeg må spille en lille sang på min ukulele. Det må jeg gerne. Så snart jeg spiller, triller tårerne ned ad forældrenes kinder. Drengen begynder at smile, og han krammer sin mor. Vi taler stort set ikke sammen, men det er så rørende, fortæller Pernille, der efterfølgende får en stor tak fra forældrene og drengen, der er meget taknemmelige for Bastas besøg.
Hvis man spørger Pernille, om livet som hospitalsklovn er, hvad hun havde forventet, inden hun startede uddannelsen, er svaret meget enkelt:
– Det er endnu bedre. Det er en hel verden, der åbner sig, og man bliver aldrig færdig. Jeg kan ikke lave om på, at børnene er syge, men jeg kan give dem en dejlig stund, hvor de kan holde lidt fri fra sygdommen og vække det legende barn til live. Det er en meget fornem opgave at være med til at give dem styrke til at klare noget af det, de skal igennem på sygehuset, som ikke er så rart, runder Pernille af.
