Vedtægter

 

§ 1. Foreningens navn

Foreningens navn er Danske Hospitalsklovne. Foreningen anvender navnet Danish Hospital Clowns i internationale sammenhænge.

 

 

§ 2. Foreningens formål

Danske Hospitalsklovne er en almennyttig og velgørende forening, hvis formål er at sprede glæde blandt syge og udsatte børn. Vi tror, at humor, fantasi og nærhed ikke blot kan gøre barnets sygdomsforløb mere overkommeligt, men også øge barnets selvværd og styrke til at håndtere sin egen situation bedre. Derfor vil foreningen skabe grundlag for

 

- at udbrede kendskabet til hospitalsklovne og deres arbejde

- at uddanne et tilstrækkeligt antal kvalificerede hospitalsklovne

- at sikre høj kvalitet og udvikling i hospitalsklovnenes arbejde  

- at skabe et velfungerende og respektfuldt samarbejde mellem sundhedsvæsenet og klovnene

 

 

§ 3. Medlemskab af foreningen

Som personligt medlem kan optages enhver person, som kan tilslutte sig Danske Hospitalsklovnes formål, og som ønsker at bidrage til Danske Hospitalsklovnes arbejde.

 

Som virksomhedsmedlem kan optages enhver organisation, institution, forening, privat virksomhed, forbund eller anden sammenslutning, som kan tilslutte sig Danske Hospitalsklovnes formål, og som ønsker at bidrage til Danske Hospitalsklovnes arbejde.

 

Medlemskab tegnes for minimum et år eller anden periode fastsat af den siddende bestyrelse.

 

Medlemskab af foreningen giver ikke ret til nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

 

Der betales kontingent, hvis størrelse fastsættes på den ordinære generalforsamling.

 

Foreningens administration drager omsorg for at føre behørigt medlemskartotek og opkræve kontingent.

 

Et medlem kan ekskluderes af et kvalificeret flertal på 2/3 af bestyrelsen, såfremt medlemmet modarbejder foreningens interesser eller ikke opfylder foreningens vedtægter, forretningsorden eller regler.

 

Medlemmet har mulighed for at anke sin eksklusion på generalforsamlingen.

 

Manglende kontingentbetaling resulterer automatisk i udmeldelse af foreningen, medmindre der indgås særaftale herom.

 

Bestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer af foreningen.

 

Udmeldelse sker ved henvendelse til foreningens kontor.

 

 

§ 4. Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes hvert år senest i marts måned.

 

Forslag, der ønskes behandlet på mødet, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

 

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 21 dages varsel ved opslag på foreningens hjemmeside. Endelig dagsorden offentliggøres på hjemmesiden sammen med indkaldelsen, senest syv dage før generalforsamlingen.

 

Ethvert medlem kan skriftligt meddele foreningens administration, at de ønsker at modtage indkaldelser til ordinære og/eller ekstraordinære generalforsamlinger pr. email eller brev.

 

Alle foreningens medlemmer har taleret på generalforsamlingen.

 

Stemmeberettiget på generalforsamlingen er medlemmer, der er indmeldt i foreningen senest tre måneder før generalforsamlingen. Medlemmer, der er i restance med kontingent, har ikke stemmeret.

 

Intet medlem kan afgive mere end én stemme.

 

Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt.

 

Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes, - hvor intet andet fremgår af nærværende vedtægter, - ved simpelt flertal.

 

Afstemninger skal være skriftlige, såfremt mindst 1/10 af de tilstedeværende stemmeberettigede ønsker det eller efter dirigentens ønske.

 

Der føres protokol over de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger. Proto-kollen underskrives af referent og dirigent.

 

Den ordinære generalforsamling har mindst følgende dagsorden:

 

1. Valg af dirigent.

2. Bestyrelsens beretning.

3. Godkendelse af det reviderede regnskab.

4. Budget for året, herunder kontingentfastsættelse.

5. Behandling af indkomne forslag.

6. Valg af bestyrelse.

7. Valg af revisor.

8. Eventuelt.

 

 

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et flertal af bestyrelsens medlemmer eller mindst 30 af foreningens medlemmer, skriftligt med angivelse af dagsorden, ønsker det.

 

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 14 dage efter, krav er fremkommet, og denne indkaldes med samme varsel og under samme vilkår som den ordinære generalforsamling.

 

 

§ 6. Bestyrelsen

Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens generelle politik og påser, at foreningens drift er i overensstemmelse med formålet.

 

Bestyrelsen ansætter en direktion til at varetage den daglige ledelse i overensstemmelse med de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet.

 

Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen.

 

Bestyrelsen består af fem til syv medlemmer, blandt hvem formanden vælges på førstkommende bestyrelsesmøde. 

 

Hvis bestyrelsen består af fem eller seks medlemmer, skal den ene være hospi-talsklovn i arbejde for foreningen. Hvis bestyrelsen består af syv medlemmer, skal to være hospitalsklovne i arbejde for foreningen. Hospitalsklovnene er medlem af bestyrelsen på lige vilkår med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

 

Bestyrelsesvalg sker på generalforsamlingen ved almindeligt stemmeflertal.

 

Kandidater til bestyrelsen skal være medlemmer af foreningen og ikke være i kontingentrestance.

 

Kandidater, der ønsker at opstille til bestyrelsen, skal informere formanden herom senest 14 dage før generalforsamlingen.

 

Bestyrelsesmedlemmer vælges for en 2-årig periode. Genvalg kan ske. Et til tre medlemmer vælges på generalforsamlingen i ulige årstal. To til fire medlemmer vælges på generalforsamlingen i lige årstal.

 

Hvis bestyrelsen består af fem eller seks medlemmer, og to eller flere bestyrelsesmedlemmer udtræder af bestyrelsen mellem to generalforsamlinger, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, og der vælges to nye medlemmer.

 

Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte permanente og midlertidige udvalg.

 

Der afholdes minimum fire årlige bestyrelsesmøder - et i hvert kvartal.

 

Beslutninger i bestyrelsen træffes med almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig i enhver henseende, når mindst halvdelen af den siddende bestyrelse er til stede eller repræsenteret ved fuldmagt. Dog kan bestyrelsens forretningsorden fastsætte skærpende krav, som i så tilfælde er gældende.

 

Over forhandlingerne i bestyrelsen føres protokol, hvori beslutninger indføres. Protokollen underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

 

Protokollerne er fortrolige, men det besluttes ved hvert bestyrelsesmøde hvilke punkter på dagsordenen, der skal offentliggøres til foreningens medlemmer.

 

Direktionen deltager i bestyrelsesmøderne, medmindre bestyrelsen finder, at særlige hensyn taler imod.

 

 

§ 7. Tegningsregler

Foreningen tegnes af tre bestyrelsesmedlemmer i forening eller af bestyrelses-formanden i forening med et medlem af direktionen. 

 

 

§ 8. Foreningens formue

For foreningens forpligtelser hæfter alene dennes formue, og ingen anden har noget personligt ansvar for foreningens forpligtelser.

 

 

§ 9. Regnskab og revision

Regnskabsåret er kalenderåret.

 

Regnskabet revideres af en statsautoriseret revisor valgt af generalforsamlingen.

 

Revisor vælges for et år ad gangen og kan genvælges.

 

Regnskabet fremlægges på bestyrelsesmøde til godkendelse.

 

Det reviderede regnskab skal være rekvirerbart på hjemmesiden senest 14 dage før den ordinære generalforsamling, hvor det skal godkendes.

 

 

§ 10. Vedtægtsændringer

Ændringer i nærværende vedtægt kan kun vedtages efter bestyrelsens indstilling og efter vedtagelse med 2/3 flertal på ordinær generalforsamling.

 

Forslag til ændring af foreningens formål kan kun vedtages på en i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling. 2/3 af medlemmerne skal være repræsenteret, og mindst 5/6 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer skal stemme for forslaget.

 

Såfremt der ikke er repræsenteret et tilstrækkeligt antal medlemmer, indkaldes til en ny generalforsamling, der kan vedtage ændringsforslaget med kvalificeret flertal (5/6) uden hensyn til de fremmødtes antal.

 

 

§ 11. Opløsning

Beslutningen om opløsning af foreningen kan kun vedtages efter bestyrelsens ind-stilling og på en i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling. 2/3 af med-lemmerne skal være repræsenteret og mindst 5/6 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer skal stemme for forslaget.

 

Såfremt der ikke er repræsenteret et tilstrækkeligt antal medlemmer, indkaldes til en ny generalforsamling, der kan træffe beslutning med simpelt flertal uden hensyn til de fremmødtes antal.

 

Opløses foreningen, skal et eventuelt overskud efter betaling af alle passiver tilfalde en anden forening/fond eller selvejende institution, som arbejder ud fra et velgørende eller almennyttigt formål, der stemmer overens med foreningens eller er nært beslægtet hermed.

 

 

Oprindeligt vedtaget på den stiftende generalforsamling den 19. december 2003.

Senest revideret på ekstraordinær generalforsamling 8. juni 2011.