”Hospitalsklovnene skaber et rum, hvor jeg ikke er den syge”.
Livet har ikke altid været en dans på roser for 23-årige Clara, der har sloges med tunge tanker det meste af sit liv. Men under sine mange indlæggelser i børne- og ungdomspsykiatrien har der altid været plads til en svingom med hospitalsklovnene. Og det har givet hende et vigtigt åndehul.
Allerede i 7. klasse bliver det tydeligt for Clara, at hun kæmper med tungere tanker end sine klassekammerater.
– Der er en dag i skolen, hvor min lærer trækker mig til side og spørger, hvordan jeg har det… og så bryder jeg bare fuldstændig sammen. Jeg begynder at få sådan nogle panikanfald, hvor jeg ikke føler, jeg kan trække vejret. Det er, som om alt indeni mig bare eksploderer på én gang, og alt kører med 120 km i timen, fortæller Clara.
Med hovedet fuld af tanker og kroppen fuld af følelser bliver hverdagen sværere og sværere at overkomme, og da Clara går i 7. klasse, bliver hun første gang indlagt i børne- og ungdomspsykiatrien. Årene efter er præget af lange indlæggelser, psykologsamtaler og udredning.
– Det er supersvært for andre at forstå sygdom, når de ikke kan se den. Det her med at have så svært ved at være til, at man simpelthen ikke har lyst til at være det længere. Man kan jo have så ondt indeni, at det også gør fysisk ondt i kroppen. Det kan bare føles som et stort sort hul inde maven, der suger alt ud af én, fortæller Clara.
Hospitalsklovnene maler farver på de hvide vægge
På en psykiatrisk afdeling er det svært at skelne mellem mandag og torsdag. Dagene ligner hinanden, og struktur, rutiner og sygdom kan føles altoverskyggende, mens den virkelige verden ikke er inden for rækkevidde. Allerede under Claras første indlæggelse møder hun hospitalsklovnen Frøken Lakrids, der hurtigt bliver et vindue ind til det normale, Clara længes efter.
– Når man er indlagt, bliver det hele bare rigtig meget sygdom, reflekterer Clara. Du er syg, og du er omringet af folk, der enten selv er syge, eller som skal prøve at fikse din sygdom. Der bliver hospitalsklovnene bare på en eller anden måde noget, der repræsenterer det normale, siger Clara og fortsætter:
– Det hele er jo bare hvide vægge og behandling og medicin, og så kommer der nogen med farver og musik, og det er bare sådan en kæmpe kontrast, i forhold til det man er blevet vant til. Det er et kæmpe afbræk fra rutinerne, når hospitalsklovnene kommer. Det at blive hevet tilbage ud i larm og farver, det var simpelthen så befriende. Det har været virkelig vigtigt for mig for at holde fast i normaliteten.
Tunge tanker kræver lethed og leg
Under Claras indlæggelser fylder alt det tunge, både indeni og omkring hende. Derfor bliver det en tiltrængt pause, når Frøken Lakrids og Boing kommer forbi og fylder hjertet og rummet med lethed og leg.
– Jeg fik lov til at glemme, at der sker alt muligt omkring mig. Og det er virkelig tiltrængt, når man har det rigtig svært. Når jeg er sammen med hospitalsklovnene, kan jeg bare være med alt, hvad jeg er. De skaber et rum, hvor jeg ikke er den syge. Jeg behøver ikke at vise eller bevise noget. Der er bare plads til at være mig, siger Clara.
Når ingen andre tør
I de svære perioder oplever Clara ofte at blive mødt af enten berøringsangst eller et brændende ønske om at hjælpe og kurere hende.
– Dem, jeg kender udenom psykiatrien, har en berøringsangst, når jeg har det rigtig skidt. Og dem, der arbejder i psykiatrien, er mere optagede af, hvad de kan gøre ved det, siger Clara og fortsætter:
– Noget af det, jeg virkelig husker, og som betød enormt meget for mig, er, at uanset hvor skidt jeg havde det, og hvor meget jeg lukkede mig inde og græd, så turde Frøken Lakrids og Boing altid at nærme sig mig. De turde sige det, ingen andre turde. De er så umiddelbare, og det er bare virkelig befriende. Det er et åndehul i alt det kaos. Åh, jeg syntes bare, der skulle være en hospitalsklovn fast på alle psykiatriske afdelinger. Det vil jeg gerne kæmpe for.
Vidste du…
- Danske Hospitalsklovne har siden 2016 udviklet en landsdækkende indsats for børn og unge i psykiatrien og er i dag til stede på 19 børne- og ungdomspsykiatriske hospitalsafdelinger.
Hør Claras historie i podcasten
- Hør episoden, hvor vi følger to hospitalsklovne og tre unge kvinder, der sammen skriver en sang om livet på en psykiatrisk børne- og ungdomsafdeling.
Lyt på Spotify
Lyt på Apple