Lokale sponsorater og samarbejder.
Der er mange måder gøre dit Klovneløb til noget helt særligt. Én måde er ved at række ud til lokale virksomheder, der kan bidrage med synlighed, præmier eller måske lidt godt til ganen på løbsdagen.
Nationale Klovneløbspartnere
Danske Hospitalsklovne håndterer alle landsdækkende partnere på Klovneløb, som på hver deres måde bidrager til at gøre Klovneløbene mulige. Læs mere om de nationale Klovneløbspartnere her.
Du er meget velkommen til selv at række ud i dit lokalmiljø og se, om du kan skaffe lokale sponsorer til dit eget løb. Vær dog opmærksom på, at du ikke kan forpligte Klovneløb eller Danske Hospitalsklovne overfor 3. part. Dvs., at du ikke kan love noget på vegne af organisationen eller Klovneløb som koncept.
Hvis I laver lokale materialer, skal de nationale partnere også fremgå på disse.
Husk også at nævne de nationale partnere, når I takker de lokale sponsorer til jeres Klovneløb.



Tips til lokale samarbejder
- Opvarmning med lokal idrætsforening
Invitér den lokale idrætsforening eller en fitnessinstruktør til at stå for opvarmningen til dit Klovneløb. Det giver dem god synlighed – og skaber en energifyldt og sjov start for deltagerne. - Underholdning
Invitér et lokalt band, en ansigtsmaler eller anden form for entertainer til dagen. Det skaber en hyggelig stemning og giver ekstra oplevelser for både børn og voksne. - Frugt og forfriskninger
Tag kontakt til det lokale supermarked eller grønthandler og hør, om de vil donere frugt eller snacks til deltagerne. Det giver et ekstra pift til oplevelsen og skaber god energi på dagen. - Madboder
Spørg den lokale pølsevogn, isvogn eller food truck, om de vil sælge mad og drikke på dagen. I kan evt. lave en aftale om, at en procentdel, eller hele dagens overskud, går til Danske Hospitalsklovne. Det giver både liv på pladsen og støtter en god sag. - Præmier og goodiebags
Spørg lokale butikker om de vil sponsere små præmier eller bidrage med lækre ting til goodiebags. Det giver ekstra glæde for deltagerne og styrker det lokale samarbejde.
Roskilde motion skaffede flotte sponsorater i 2025
En hjælpende hånd fra lokale sponsorer kan være med til at gøre Klovneløbet til en endnu sjovere dag for både store og små. Det erfarede Katrine Agertoft og Anette Spanggaard fra Roskilde Motion, der i 2025 afholdt Klovneløb i Roskilde for tredje år i træk.
Til årets løb lykkedes det dem at skaffe sponsorater til både frugt, snacks, saftevand og en række tombolapræmier med alt fra t-shirts til tasker. Derudover fandt de sponsorer til sæbebobler, som blev delt ud til stor begejstring blandt de mindste løbere.
– For mit vedkommende betyder det at have sponsorer, at vi kan give deltagerne en ekstra opmærksomhed, en gave eller en god oplevelse med nogle få aktiviteter i børnehøjde. Vi oplever, at vores Klovneløb vokser for hvert år og bliver godt støttet lokalt. Det kan vi ikke gøre uden vores sponsorer, fortæller Katrine.
Netværk og personlige møder er vejen frem
Der er mange måder at gribe opgaven an på, når man vil skaffe lokale sponsorer til sit løb. For Katrine og Anette blev nøglen at trække på deres eget netværk og prioritere den personlige kontakt.
– I forhold til at kontakte sponsorer mødte vi op personligt og fortalte om vores gode arrangement, og hvordan vi ville reklamere for virksomhederne. Nogle af sponsoraterne er fundet gennem netværk, hvor nogle kender nogle, og gennem årene har vi fået etableret et godt samarbejde, fortæller Katrine.
– Det er rigtig godt med den personlige kontakt til sponsorerne – og vigtig også at få sagt tak. Det kan man fx gøre gennem en “sponsorvæg” på dagen, laminerede opslag nær boden og/ eller ved opslag på de sociale medier efterfølgende, supplerer Anette.



Har du spørgsmål?


Du kan også ringe til Dina eller Pernille på tlf.: 88 44 95 35