Kalle forvandler hospitalsstuer til festivalscener.
Kalle er ikke altid patient, når han er indlagt. Ofte er han rockstjerne, når han sammen med hospitalsklovnen Baroli giver den gas på hospitalsstuer og gange. Musikken er medicin, der går lige i blodet.
I 2015 kom Kalle til verden tre måneder før termin. Han er født med en hjerneskade, som har bragt diagnoserne cerebral parese, hydrocephalus (vand i hovedet) og epilepsi med sig.
Trods hårde livsvilkår er 7-årige Kalle i dag en velfungerende dreng på rigtig mange måder. Hospitalsverdenen fylder naturligvis i familiens hverdag, når Kalle rammes af krampeanfald, skal opereres eller have målt trykket i sit hoved.
Alligevel bringer hospitalsbesøgene gode oplevelser med sig. Kalle er vild med musik, instrumenter og sang, forklarer Kalles mor, Stinne Juhl Navntoft. Særligt hospitalsklovnen Baroli har med sin guitar vundet Kalles musiske hjerte:
Kalle synes, at det er fantastisk, når de laver musik sammen. Baroli møder han ham på det helt rigtige sted
Stinne Juhl Navntoft, mor til 7-årige Kalle
Kalle finder melodien med hospitalsklovnene
Musik, der går i blodet
Det er en underdrivelse at sige, at Kalle er glad for musik. Han er stolt indehaver af en guitar, trommer, et klaver og en ukulele. Han dykker ofte ned i YouTubes univers af musikvideoer og forsøger med sit talent og sin rytme at gøre de professionelle kunsten efter.
Det er derfor ikke tilfældigt, at det netop er hospitalsklovnen Baroli, han bruger tid med på sygehuset:
”Hver gang Kalle skal på hospitalet, spørger han, om Baroli kommer. Sidst vi var indlagt, kom Baroli ind på hospitalet, og Kalle hvinede af glæde, da han så ham”, fortæller Stinne.
”De er der også for os forældre”
Stinne hjemmetræner med Kalle fuld tid, og efter sommer starter han i normal skole med støtte.
Når der er styr på Kalles tryk i hovedet, har han det godt og er en velfungerende dreng. Familien slipper desværre ikke for jævnlige sygehusbesøg, så her er det alfa omega for Stinne, at Kalle også får gode stunder med hjem:
”Hospitalsklovnene er gode til at skrue ned for den tunge stemning. De er der også for os forældre, kan man sige. Man bliver så glad, når man ser, at ens barn synes, at de er det mest fantastiske i hele verden. Så kan man lidt igen”, afslutter Stinne.