Karin skal huskes i demensen.
Karin var fuld af liv, humor og omsorg for andre. Og selvom demenssygdommen langsomt forandrede hendes hverdag, blev hendes gode ven Henrik ved med at se alt det, hun stadig var. Den samme tilgang genkendte han hos hospitalsklovnene.
Som en korkprop, der altid kom op igen
Karin var sådan et menneske, der satte spor. Hun elskede naturen, arbejdede med keramik og havde et stort hjerte for andre mennesker. Hun døde for et år siden, men hos hendes gode ven Henrik lever hendes særlige evne til at finde glæde i det svære videre.
– Hun var som en korkprop. Hun kom altid op igen, fortæller Karins gode ven Henrik.
De to lærte hinanden at kende i 2007, og et venskab voksede frem. Da Karin med årene fik sværere ved at huske og klare hverdagens gøremål, blev Henrik en vigtig støtte.
Men han var optaget af mere end at hjælpe. Han ville også give Karin mulighed for at holde fast i sig selv. En tilgang, han senere genkendte hos hospitalsklovnene, der besøgte Karin på plejecentret.
Selvstændighed og små sejre
Når noget blev svært, fandt Henrik en ny vej. Han skabte trygge rutiner, tog Karin med i træningscenteret og fandt små udfordringer, hun kunne lykkes med.
– Jeg tænkte simpelthen: Hvad er muligt? Og så sørgede jeg for, at hun lykkedes med det, fortæller han.
For Henrik handlede det om at se muligheder frem for begrænsninger. Om at give Karin selvstændighed og små sejre, også når sygdommen gjorde hverdagen vanskeligere.
Og så holdt han fast i humoren. For selvom demens var alvorligt, behøvede samtalerne ikke altid at være det.
Et glemt øjeblik
Henrik besøgte Karin på plejecentret næsten dagligt, og en dag fandt han hende i usædvanligt godt humør. Hun kunne ikke selv fortælle, hvad der var sket. Men et par hårspænder på sofabordet gav ham et fingerpeg: Hospitalsklovnene havde været på besøg.
– Selvom hun havde glemt det, da jeg kom, var hun stadig glad. Hun kunne bare ikke huske hvorfor, fortæller Henrik.
Men det var ikke vigtigt, om Karin kunne huske hvorfor. For et øjeblik behøver ikke at blive husket for at have værdi. Nogle gange er det nok, at det bliver mærket.
Alt det, Karin stadig var
Når Henrik så Karin sammen med hospitalsklovnene, genkendte han hendes smil, hendes latter og hendes livsglæde. For ham var det den samme Karin, som han altid havde kendt.
Og det var netop dét, der betød noget for Henrik. At Karin stadig blev mødt som Karin. Med plads til hendes personlighed, humor og alt det, hun stadig var.
For når demens fylder mere, må mennesket ikke fylde mindre.
Forglemmigej
- Udvikling: Fra 2024 til 2026 har vi udviklet og afprøvet Forglemmigej på seks plejehjem i Aarhus og Norddjurs.
- Todelt indsats: Indsatsen kombinerer klovnebesøg hos beboerne med workshops for personale og ledelse til inspiration i det daglige arbejde.
- Det videre forløb: I 2027-2028 fortsætter Forglemmigej på 16 nye plejehjem i Aarhus, København og på Frederiksberg.
