Laurits’ operationsar er nu en triumfbue

Da Laurits er 10 år, får han konstateret en hjernetumor. Dagene er fyldt med tårer på børnekræftafdelingen, men der er også små sprækker af lys. Mor Anne Mette husker især dagen, hvor hospitalsklovnen Baglæns forvandler sønnen Laurits’ operationsar i hovedbunden til en magisk triumfbue.

Hun spotter den røde næse og de flagrende hundeører på hospitalsgangen.

- Jeg kan se en hospitalsklovn, men jeg tænker, at hun selvfølgelig ikke kommer ind til os. Vi har det alt for dårligt.

Anne Mette er i dyb krise. Hendes søn Laurits har dagen forinden gennemgået en stor operation i hjernen.

Det banker på døren, og ind på stuen træder hospitalsklovnen Baglæns med sin lille guitar. Hun er straks ovre ved Laurits og opdager hans friske operationsar i hovedbunden. Og vupti, så har Laurits pludselig en triumfbue og ikke et ar med en uhyggelig historie.

- Hun får os til at grine. Sådan ægte at grine. I den situation troede vi ikke, at vi nogensinde ville komme til at grine igen. Det er et møde og en fortælling om, at vi fik livet i behold. Vi mennesker har en adgang til glæde, også når tingene er triste. Det viste Baglæns os den dag, fortæller Anne Mette.

”Jeg ved bare, at der er noget galt med ham”
Vi spoler tiden tilbage.

Det hele starter i 2018. Laurits er i en periode lidt utilpas om morgenen, og en dag begynder han pludselig at kaste op. Mor Anne Mette tager fat i vagtlægen, og de får besked på at tage til sygehuset i Kolding:

- Jeg ved bare, at der er noget alvorligt galt med ham, og det ved Laurits også selv.

På vej til sygehuset ser Anne Mette allerede for sig, at de vil sidde i en helikopter på vej til Rigshospitalet. Og Anne Mettes bange anelser viser sig at blive til virkelighed allerede samme aften.

Et scanningssvar og en helikoptertur
Da de ankommer til Kolding Sygehus, bliver Laurits scannet. Under scanningen kan Anne Mette kigge ud i det rum, hvor personalet ser på billederne af Laurits’ hjerne.

- De sidder med åben mund, og jeg kan se på deres ansigtsudtryk, at de opdager noget på billederne, som ikke er godt. Laurits kan se mig i et spejl, og jeg tænker, at nu skal jeg bare ikke gøre ham bange, fortæller hun.

Lægerne finder en hjernetumor, og mens Laurits og Anne Mette sendes med en helikopter til Rigshospitalet, kører far og storebror i bil under dem. Familien indlægges på børnekræftafdelingen, og Laurits bliver opereret et par dage efter.

Hospitalsklovnene minder os om, at vi er mennesker
Laurits skal efter operationen have strålebehandling, og familien på fire tager ni uger til Texas i USA. Her er de nemlig specialeret i strålebehandling af hjernetumorer hos børn.

I dag – snart fire år efter første operation – er Laurits rask. Han har fået nogle følgevirkninger af operationen og strålerne. Det kunne ikke undgås.

De næste 7 år skal han til jævnlige kontroller, hvor familien skal møde fysisk op for at få svar på om alt stadig ser godt ud.

- Der er ikke nogen af os, der bryder os om at tage den tur. Vi tror på, at alt er fint på billederne, og at Laurits bliver ved med at være rask. Men minutterne på gangen, hvor man skal ind og have svar, er tunge, og tiden går lidt i stå. Hospitalsklovnene er gode til at hjælpe os alle sammen. De minder os om, at vi er mennesker, og at livet stadig er smukt, forklarer Anne Mette.

Sidste gang var det hospitalsklovnen Poco, der fik familien til at skraldgrine. Hun så, at Laurits havde lavet tatoveringer af tusch på sine arme og fik ham til at gøre det samme på sig selv.

- Et hav af tårer kan ikke drukne glæden ved øjeblikket, hvor vi kan smile og endda le sammen. Og det hjælper hospitalsklovnene os med at holde fast i. At Laurits nu har en stor triumfbue over venstre ører, er et tegn på, at han har været en utrolig sej dreng og kommet ud med livet i behold. Tak til Baglæns for det billede. Det har vi med os altid, afslutter Anne Mette.