Hospitalsklovnen basta tryller for en dreng på et hospital

Tema: Når børn er bange.

Undersøgelser og behandlinger er for mange børn og unge forbundet med frygt og utryghed. Derfor kan hospitalsklovnene spille en vigtig rolle i procedurer ved at skabet en tryg og positiv interaktion med barnet.

Hospitalsklovnene er ofte en aktiv del af undersøgelser, behandlinger og procedurer, hvor den røde næser åbner nye døre for både børn og unge og fagpersonale.

Hospitalsklovnene kan både være med, når der skal tages blodprøver, laves EEG-undersøgelser, MR-scannes, lægges i narkose og meget mere. De forskellige procedurer og forløb kræver forskellige typer af samarbejde med fagpersonalet, men fælles for dem alle er, at hospitalsklovnene tilpasser deres interaktion, så barnet kommer bedst muligt igennem.

I dag bliver hospitalsklovnene inddraget i undersøgelser og procedurer på 62 % af deres vagter i somatikken og på 19 % af deres vagter i børne- og ungdomspsykiatrien.

Mor til indlagt barn

Hospitalsklovnen Baglæns


Den røde næse som redskab i procedurer

Den røde næse er et unikt redskab for fagpersonalet, når de skal undersøge og behandle børn og unge. Den kan nemlig åbne døre, den hvide kittel ikke kan.

Under procedurer er det det sundhedsfaglige, der definerer hospitalsklovnens rolle. Her vurderer fagpersonalet, hvordan hospitalsklovnen, med legen som indgangsvinkel, bedst muligt kan hjælpe barnet gennem undersøgelsen eller behandlingen. Hospitalsklovnen kan for eksempel få stillet en konkret opgave som at:

  • få barnet til at drikke eller spise medicin, de ikke har lyst til
  • motivere barnet til at bevæge sig
  • fremprovokere bestemte fysiske symptomer, så personalet kan observere det
  • indtage en bestemt position i interaktionen med barnet, så personalet kan observere barnets reaktion

Stemningen ved en procedure kan være præget af angst, smerte og bekymring. Hospitalsklovnen kan være med til at sætte ord på frygten og krop på smerten.

Den perfekte opskrift mod nåleskræk

6-årige Julie har været på hospitalet af flere omgange. Blodprøver var hendes værste fjende, og hun syntes ikke, det var sjovt at få lagt drop.

– Der skulle to til at holde hende til blodprøven, og hun måtte have beroligende medicin, da droppet skulle i. Hun var til sidst så ramt, at man ikke kunne komme i kontakt med hende. Det eneste, hun sagde, var ‘Jeg vil hjem’, fortæller Julies mor, Louise.

Dagen efter skulle Julie have taget blodprøver igen, og så dukkede hospitalsklovnene Cirka og Boing op.

– De fik smilet frem hos min datter og grinede sammen med hende under blodprøven. Bagefter løb hun ud ad døren med dem og havde ikke engang tid til at sige noget til mig. Sikke en forandring, siger Louise.