Da Malthe-Emil bliver terminal, giver Baroli plads til livet.
Malthe-Emil er bare tre år, da kræften flytter ind i hans lille krop. Den spreder sig hurtigt, og da behandlingen ikke virker, erklærer lægerne ham terminal. I dag er han 10 år – kræftfri og fuld af minder. Klarest står Baroli. Den hospitalsklovn, der blev ved med at være der.
I vinteren 2018 begynder Malthe-Emil at få feber og smerter i maven. Efter flere måneder med lægetjek og undersøgelser får hans forældre deres livs værste besked – Malthe-Emil har kræft og skal akut indlægges på Aarhus Universitetshospital.
– Da de begynder at scanne ham, kan jeg med det samme se på lægens ansigtsudtryk, at der er noget rivende galt. Lægerne fortæller, at hans udsigter er ekstremt dårlige. Sandsynligheden for, at han overlever, er 50/50, fortæller Malthe-Emils mor, Christina.
Malthe-Emil bliver erklæret terminal
Samme dag starter Malthe-Emil i kemobehandling, og det bliver startskuddet på 4,5 barske år for familien. En tid fyldt med usikkerhed, forsøgsbehandlinger, tilbagefald og frygt. Malthe-Emil har tre tilbagefald i løbet af behandlingsforløbet, og særligt ét prøvesvar rammer ekstra hårdt.
– Efter endnu en forsøgsbehandling viser scanningen, at kræften har spredt sig igen, og lægerne erklærer ham terminal. De kan ikke gøre mere. Det er jo den mest frygtelige besked, man kan få som mor – at dit barn skal dø, siger Malthe-Emils mor.






Baroli var den ven, han ikke havde andre steder
Selvom størstedelen af Malthe-Emils tid på hospitalet går med behandling, undersøgelser og smerter, er der også øjeblikke, hvor det svære bliver skubbet i baggrunden. Allerede anden dag, Malthe-Emil er i sin første kemobehandling, møder han nemlig hospitalsklovnen Baroli, der ender med at blive en vigtig del af hans sygdomsforløb.
– Malthe-Emil er meget genert i starten, men der går ikke længe, før de cykler rundt på gangene sammen, og jeg løber efter og skubber Malthe-Emils stativ med kemo og væske. Når man connecter, connecter man bare. Og det var tydeligt fra det første møde, siger Malthe-Emils mor og fortsætter:
– Uanset hvor dårligt Malthe-Emil har det, holder han humøret oppe. Men de dage, hvor det er svært selv at finde smilet frem, hjælper Baroli det på vej. Baroli er hans et og alt – den ven, han ikke har andre steder, når han er indlagt.
Selvom Malthe-Emil i dag er rask, er Baroli ikke glemt
Heldigvis giver lægerne ikke op, og med sparring fra kollegaer verden over, finder de endelig den rigtige behandling. Og næsten fem år senere får Malthe-Emils familie en besked, der gør det svært at holde glædestårerne tilbage: ”Malthe-Emil er kræftfri”.
I dag er Malthe-Emil 10 år gammel og har været rask i et år. Han er stille og roligt ved at falde tilbage i hverdagen med skole, venner og fodbold. Men Baroli er ikke glemt. Han kigger efter ham, hver gang, han er til tjek på Aarhus Universitetshospital.