Signe fandt et venskab, der var stærkere end sygdommen.
Signe er bare 4 år, da hun får konstateret kræft i ryggen. Når Signe i dag tænker tilbage på sine indlæggelser, er det ikke de svære ting, hun husker. Det er derimod sit årelange venskab med hospitalsklovnen Citronella.
I foråret 2016 begynder Signe at klage over smerter i ryggen.
Efter seks ugers ventetid, tjek hos lægen og undersøgelser på Næstved Sygehus får Signes forældre, Lene og Jan, deres livs værste besked – Signe har kræftsygdommen neuroblastom. Hun indlægges akut på Rigshospitalet.
– Jeg bliver sindssygt bange. Jeg er fuldstændig overbevist om, at når man har kræft, skal man dø. Jeg kan slet ikke tænke på andet. Hun er et barn – hun er så uskyldig, fortæller Signes mor, Lene.


Peter Pan-univers midt i snak om kemoforløb
Det er i denne tid Signe møder hospitalsklovnen Citronella for første gang. Citronella inviterer Signe ind i et univers langt væk fra sygdommen, hvor man kan flyve, hvis bare man suger saftevand op med sine fletninger. Det er her Signe opdager, at det svære skubbes i baggrunden, når Citronella besøger hende.
Da Signe senere i sygdomsforløbet møder Citronella igen, har kemoen sat sine tydelige spor. Signe ligner ikke længere den pige, Citronella mødte tilbage i 2016. Men for Citronella er der ingen tvivl – hun genkender straks Signe, og venskabet fortsætter, som om intet var forandret.
Venindehygge og kærestesnak
Siden første besøg har Signe haft en helt særlig forbindelse til Citronella.
– En dag sad Citronella lang tid inde hos Signe på stuen. De sad bare og talte stille og roligt sammen ligesom gode veninder gør. De talte om kærester og Citronella fortalte, at hun også ville have tre kærester ligesom Signe, fortæller Lene og tilføjer, at selv når Signe har været helt svag og afkræftet, vil hun gerne have Citronella på besøg:
– Jeg har som mor et par gange givet signal til, at Signe var for svag til besøg, men så har Signe sagt: Nej, Citronella må gerne komme ind.






Julehilsen fyldt med citroner
Signe blev færdigbehandlet i august 2017 og er i dag kræftfri. Den glæde, som Citronella spredte på hospitalet, er noget, som Signe stadig mindes.
I 2022 var familien på ferie i Italien, hvor der var masser af citroner – og ting med citroner. Her opstod ideen til at lave en pakkekalender til Citronella – med blandt andet strømper med citroner, citrontyggegummi, håndsprit med citron og en fingerring med citroner. Det var en meget glad hospitalsklovn, der modtag pakken.
– ’Glæden varer ved’ hed det sig, da Citronella besøgte Signe. Vi synes også, at ’glæden skal gives tilbage’ til dem, der giver så meget af sig selv, som de skønne klovne gør, siger Lene.
En gammel kending
I dag er Signe 13 år. Selvom hun er rask, går hun til kontrol en gang om året på børnekræftambulatoriet. Men det er slet ikke en skidt ting for Signe. For hvis hun har heldet med sig, støder hun på en gammel veninde:
– Nogle gange ses Signe og Citronella med et års mellemrum. Andre gange går der et par år imellem. Men en ting er sikkert – det er altid dejligt at se Citronella igen. Og selvom Signe bliver ældre, så bliver Signe mødt lige præcis der, hvor Signe er aldersmæssigt. Det er en fantastisk indføling Citronella har, afslutter Lene.
