Historie

Foreningen Danske Hospitalsklovnes historie starter officielt i 2003, men forud for dannelsen af den danske hospitalsklovneorganisation er en historie, der strækker sig længere tilbage i tiden. Det hele starter i 1971 med en ganske særlig læge....

Patch Adams - verdens første hospitalsklovn

Patch Adams (eller Hunter Adams som han rigtigt hedder) har en vanskelig barndom, og han bliver allerede som 17-årig indlagt på et psykiatrisk hospital, efter at have forsøgt at tage sit eget liv på grund af en depression.

Her indser han, at mange af patienterne omkring ham egentlig ikke er sindssyge eller skøre, men derimod fortvivlede og lider af ekstrem ensomhed. Han kommer frem til, at nøglen til menneskelig lykke er at have kærlige og omsorgsfulde mennesker omkring sig. Her beslutter han, at den bedste måde at sprede sin nyfundne viden på er at blive læge. 

På medincinstudiet har Patch dog svært ved at tilpasse sig den upersonlige og til tider kyniske tilgang, som lægerne har til patienterne. Der er ingen venlighed eller humor blandt. Patienterne bliver omtalt ud fra deres diagnoser og ikke ved navn. Der er kun fokus på behandling af sygdomme uden hensynstagen til, at der er tale om et menneske, der gennem går en behandling.  

Patch nægter dog at indrette sig og tilfører i stedet sin egen "medicin" ved at tale, grine og lave sjov sammen med patienterne. Han begynder at tage sin røde klovnenæse på og har stor succes hos patienterne. Hans kollegaer er dog for nogens vedkommende mindre begejstrede for den alternative tilgang til behandlingen af patienterne. Patch er tæt på at blive smidt ud af medicinstudiet. Som færdiguddannet læge grundlægger Patch "The Gesundheit Institute", hvor latter og leg bliver lige så almindeligt som lægemidler og diagnotiske test. 

Danmarks første hospitalsklovn

Efter at have arbejdet som frivillig hos Patch Adams i USA vender Morten Wolff-Toft i 2000 tilbage til Danmark og stifter foreningen "Humor og Helbred" sammen med PC Asmussen fra Gøglerskolen i Aarhus og overlæge Ole Helmig. De indsamler de fornødne midler til at påbegynde et pilotprojekt med hospitalsklovne på børneafdelingen i Skejby. Til opgaven rekrutterer de Birgit Bang Mogensen, skuespiller og socialpædagog, med mere end 10 års erfaring som almindelig klovn.

Birgit Bang Mogensen (hospitalsklovnen Gunil) bliver den første hospitalsklovn på Århus Universitetshospital, Skejby og pilotprojektet viser sig at blive en kæmpe succes. DR bringer i den forbindelse dokumentaren "Klovnen kommer", der giver indsigt i opstarten med hospitalsklovnen på Skejbys børneafdeling. Dokumentarfilmen viser netop, hvordan hospitalsklovnen får betydning for de indlagte børn, deres familier og på fagpersonalets arbejdsmetoder. Samme år, 2001, bliver Ewan Mackinnon (hospitalsklovnen Angus) ligeledes tilknyttet Skejby Sygehus.

Fra 1.marts 2002 – 28. februar 2003 foretager sygeplejerske Nina Gladkowa og Birgit Bang Mogensen udviklingsprojektet; ”Klovnen og humoren som kommunikationsmetode” på Skejby. Bag projektet står foreningen "Humor og Caring Clowns på hospitalet". Det er det første projekt i Danmark, der undersøger effekten af at have en klovn på hospitalet. Udviklingsprojektet er finansieret af Erhvervsfremmestyrelsen, Sundhedsministeriet, Hjerteforeningen, Gigtforeningen, Glashof Legat og Simon Spies Fonden. Arbejdet med projektet bliver fulgt på tætteste hold af fagpersoner, og der er stor opmærksomhed rettet mod det – både fra bidragsydernes side, pressen, fra andre hospitaler og ikke mindst fra Århus Universitetshospitals ledelse. Heldigvis bliver projektet godt modtaget, og det bliver banebrydende for fremtidens implementering af hospitalsklovne.

Inden projektet, og undervejs, stiller Nina Gladkowa og Birgit Bang Mogensen op til mange forklaringsmøder hos alle implicerede faggrupper, afdelingsledere og hos ledelsen på Århus Universitetshospital, Skejby. Da idéen er så ny, og dermed kan ryste medarbejdernes og hospitalsinstitutionens autoritet, er der mange sten der skal brydes for at bane vejen for de næste års udbredelse af hospitalsklovne i Danmark. 

Danske Hopitalsklovne bliver dannet
I 2003 bliver Danske Hospitalsklovne stiftet, for at sikre en faglig og grundig hospitalsklovneuddannelse og udarbejdelse af klare standarder for hospitalsklovnefaget.
I 2016 tæller foreningen 45 hospitalsklovne, der dækker børneafdelinger i hele landet. Foreningen oplever fortsat stor efterspørgsel og arbejder hver dag for at kunne hjælpe endnu flere børn i fremtiden.  



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.