Hospitalsklovnene giver Noa og hans familie en pause fra sygdomsforløbet

I Rønde på det sydlige Djursland ligger Strandbakkehuset, som er et børne- og ungehospice. Efter et hårdt sygdomsforløb besluttede 16-årige Noa og hans familie sig for at sige ja tak til ophold på hospicet. Her får familien omsorg og støtte, og så nyder de, når hospitalsklovnene Petunia og Veranda kommer på besøg, for de giver hele familien en pause fra sygdomsforløbet.
Da Noa fra Svendborg var tre år, fik familien at vide, at han havde en tumor på hjernestammen. Siden da er det blevet til utallige hospitalsbesøg for familien, for Noa har været igennem hårde kemoforløb, blodpropper og mange operationer.
Selvom Noa har et lyst sind, har det lange sygdomsforløb taget hårdt på ham og familien, så da de fik et tilbud om at komme på børnehospice og få omsorg og støtte efter Noa havde fået strålebehandling i seks uger, sagde de ja.
Her mødte de hospitalsklovnene Petunia og Veranda, som har været tilknyttet hospicet i et halvt år.
- Noa har kendt hospitalsklovnene igennem hele sit sygdomsforløb. Først fra sine indlæggelser på hospitalet og nu fra hospicet, og selvom han er 16 år i dag, er han stadig glad for at se dem. De gør, at han ikke altid tænker på sygdomsforløb, de får ham i godt humør, siger Noas mor Mejse Liljegren.
Noa hygger sig sammen med hospitalsklovnene Petunia og Veranda.
Billedet er fra Noas konfirmation. Her er han sammen med sin familie. Mor Mejse, storesøster Lea og far Jon.
Børn og unge skal have deres eget frirum
Der er stor forskel på et børne- og voksenhospice. På et voksenhospice dør cirka 85 procent af dem, der bliver indlagt, mens 15 procent udskrives.
På et børne- og ungehospice er det omvendt. Her dør 15–20 procent, mens resten bliver indlagt med henblik på omsorg, symptomlindring og støtte til familien.
Noa og hans familie har været på hospicet i otte uger, og når de er klar, flytter de hjem igen, hvor Noa stadig går til kontroller på sygehuset.
Og det er meget vigtigt, at børn og unge som Noa har deres eget sted, hvor de blandt andet kan få et frirum med hospitalsklovnene, lyder det fra lederen af Strandbakkehuset.
- Børn kan blive lige så syge som voksne, så derfor skal de også have et sted, der er deres eget, og hvor de har deres eget børneunivers. Vores overordnede vision er liv, leg og lindring, og det er lige præcis det, hospitalsklovnene kan. De er en god pause fra rigtig meget lidelse, siger Dorit Simonsen.
Noa har fejret sin fødselsdag på hospicet i festligt selskab med hospitalsklovnene Veranda og Makaroni.
Noa og hans familie nyder at tage på tur i naturen ved hospicet.
Noa og hans familie fandt den ro, de havde brug for på hospicet, og når hospitalsklovnene kommer forbi, er det ikke kun Noa, der har glæde af dem.
- Hospitalsklovnene er ikke kun for børn. De får os til at grine, og vi bliver i godt humør, når vi er sammen med dem, og det betyder rigtig meget, når sygdom fylder så meget i hverdagen, de er guld værd, siger Mejse.
Strandbakkehuset åbnede dørene i december sidste år, men på grund af corona-restriktioner har det ikke været muligt at holde den officielle indvielse før den 16. juni.
Der findes to børne- og ungehospice i Danmark. Strandbakkehuset og Lukashuset i Hellerup.
3 gode grunde til at støtte allerede i dag
- Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
- Hjælp os med at nå flere.
- Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.