Mød hospitalsklovnene og hør om deres arbejde.
Overvejer du at søge ind som hospitalsklovn? Den 25. august 2026 inviterer vi til informationsaften to steder i landet – i Aalborg og Hårlev. Begge steder kan du komme helt tæt på arbejdet bag den røde næse. Hør om uddannelsen, mød uddannelsesteamet, og stil alle de spørgsmål, du kan komme i tanke om.
Lige nu søger Danske Hospitalsklovne nye hospitalsklovnelærlinge til vores nye hold af hospitalsklovne. Den røde næse er nemlig ikke noget, man kommer legende til. Derfor inviterer vi til en informationsaften, hvor du kan blive klogere på uddannelsen og mærke efter, om den røde næse er noget for dig.
Aftenen begynder med en kunstnerisk oplevelse, der på hver sin måde åbner døren til hospitalsklovnenes univers. I Aalborg kan du opleve teaterforestillingen “Hvis Man Kniber Øjnene Lidt Sammen“, mens aftenen i Hårlev begynder med teaterforedraget “… og så var der alle dem“.
Gennem personlige fortællinger, musik og bevægelse åbner vi døren til et univers, som de færreste får lov at kigge ind i. Et univers, hvor nærvær kan være lige så betydningsfuldt som ord. Hvor grin og gråd ofte følges ad. Og hvor mødet mellem mennesker er det, der bærer det hele.
Bagefter skifter vi scene, men ikke spor.
Her kan du møde repræsentanter fra Danske Hospitalsklovnes uddannelsesteam og spørge om alt det, der ikke kan opleves fra tilskuerrækkerne.
Hvordan bliver man hospitalsklovn? Hvad kræver uddannelsen? Hvilke kunstneriske og menneskelige kompetencer leder vi efter? Og hvordan ser hverdagen ud, når man arbejder blandt børn, unge, familier og sundhedspersonale?


Vælg den informationsaften, der passer dig bedst
Studenterhuset Aalborg – Stargate Scenen
25. august 2026
Kl. 19.00 – 21.00
Gratis at deltage
Hårlev Biblotek
25. august 2026
Kl. 19.00 – 21.00
Gratis at deltage
Aftenens program
”Hvis Man Kniber Øjnene Lidt Sammen”
Gennem personlige fortællinger tager hospitalsklovnene Veranda, Dr. Dulle og Ruth publikum med på en humoristisk og bevægende rejse ind i hospitalsklovnenes forunderlige verden. Her møder fantasi og nærvær alvoren for indlagte børn.
Videoen er en lille smagsprøve på forestillingen og giver et glimt af det univers, du kan opleve.