
Klovnbulancens designunivers.
Designskolen Kolding har formet det univers, som i dag møder børn og familier, når de træder ind i Klovnbulancen. Bag hver køretur gemmer sig et designunivers, hvor leg, omsorg og fantasi går hånd i hånd.

Klovnbulancen drøner rundt på de danske veje og er med sit særlige designunivers svær at overse.
Bag de mange farver, former og detaljer ligger et bevidst designarbejde, der skal skabe plads til både tryghed og fantasi gennem hele oplevelsen.
Designuniverset er udviklet af Designskolen Kolding, der gennem mange års forskning og udvikling er specialister i leg som drivkraft for trivsel, læring og omsorg. Med afsæt i skolens viden om Playful Care og legedesign er Klovnbulancen skabt som et konkret eksempel på, hvordan design kan understøtte leg, styrke relationer og skabe tryghed for børn og familier i mødet med sundhedsvæsenet.
Vores mål er at skabe tryghed før, under og efter turen, men også at åbne et rum for fantasi og magi. Ligesom hospitalsklovnene gør i mødet med mennesker, handler vores arbejde om at skabe et fysisk design, der på tværs af tid og sted giver børn og familier et øjeblik, hvor der er plads til at være mere end patient
Sofie Kinch - Head of Playful Care Research Program hos Designskolen Kolding
Når lommer og lapper bliver syet sammen til et univers
Designskolen Kolding er specialister i at designe til og forske i leg. Til Klovnbulancen har forskere og designere udviklet et koncept, der hedder: Lommer og Lapper. Konceptet er inspireret af hospitalsklovnenes kostumer, hvor farver, lommer og lapper rummer både historier, omsorg og muligheder.
Lapper symboliserer noget, der er blevet passet på, repareret og værdsat, mens lommer gemmer på det uopdagede og vækker både nysgerrighed og fantasi. Sammen skaber de et legende og sanseligt univers, der forbinder Klovnbulancen med Danske Hospitalsklovnes udtryk, samtidig med at den får sit helt eget visuelle udtryk.

Klovnbulancens designunivers er styret af tre principper
- Legende men ikke barnlig
Klovnbulancen byder børn velkommen på tværs af alder og sygdomsforløb. Det æstetiske udtryk er åbent og har den menneskelige relation som omdrejningspunkt.

- Balancen mellem tryghed og overraskelse
Små overraskelser og finurlige detaljer gemmer sig side om side med det trygge og genkendelige. Universet inviterer barnet indenfor og giver samtidig fantasien noget at gå på opdagelse i.

- En bro til en anden verden
Hospitalsklovnen tager barnet i hånden og guider det trygt fra hospitalets virkelighed ind i en verden præget af leg, nærvær og fantasi. Designet af Klovnbulancen er skabt for at understøtte denne overgang ved at skabe tryghed og invitere til leg.

Hvad er Klovnbulancen?
- Et tværfagligt samarbejde
mellem Danske Hospitalsklovne, Aarhus Universitetshospital, Designskolen Kolding, Volkswagen Erhvervsbiler og Clever.
- Et udviklingsprojekt,
der ruller frem til 2027.
- Et fondsstøttet projekt.
Klovnbulancen er støttet af Ole Kirk’s Fond.


