Klovneløbet er et familieløb, hvor alle der kan kravle, gå, rulle eller løbe, kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst — det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål.
Når du deltager i Klovneløb, støtter du nemlig Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn i Danmark.
Et Klovneløb varer i ca. to timer.
Besked fra arrangøren:
Klovneløbet i Sakskøbing handler ikke om at komme først – det handler om at være med.
Torvet bliver spærret af for trafik, og deltagerne løber en rundstrækning rundt om torvet. Man bestemmer selv tempoet og antallet af runder. Nogle tager én runde, andre tager ti – og nogle går hele vejen. Det vigtigste er at være med og støtte Danske Hospitalsklovne.
Der er check-in fra kl. 9.30, og inden starten kan alle deltage i fælles opvarmning kl. 9.45, så både børn og voksne er klar til en sjov formiddag på ruten.
Langs ruten vil der være masser af opbakning, hep og god stemning, så både store og små kan få en sjov oplevelse.
Der er lagt op til en hyggelig og festlig dag i den gode sags tjeneste, hvor alle kan være med – uanset alder, kondition eller om man løber, går eller triller rundt på ruten.
Klovneløbet er samtidig en del af Børnedagen under Sommer i Sakskøbing, så der er masser af oplevelser for hele familien på Torvet. Fra kl. 10.00 til 14.00 kan børnene boltre sig i en lang række gratis aktiviteter, og kl. 12.00 kan man opleve koncert med Katrine Bille.
Dagen byder blandt andet på ansigtsmaling, kreative værksteder, HAMA-perler, ballonmand, sørøveraktiviteter og besøg af brandbiler. Der vil også være mulighed for at prøve forskellige udendørs musikinstrumenter og lege sig gennem en dag fyldt med sjov, kreativitet og fællesskab.
Så tag familien under armen, snør løbeskoene – eller bare det gode humør – og vær med til en dag, hvor motion, leg og nærvær går hånd i hånd til fordel for en rigtig god sag❤️🤡