
Psykiatri-Klovnference 2024.
Danske Hospitalsklovne er glade for igen at kunne invitere jer til Psykiatri-Klovnference den 4. november på Severin i Middelfart. Her samles fagpersonale fra børne- og ungdomspsykiatrien på tværs af landet, hospitalsklovne og andre samarbejdspartnere til en spændende og inspirerende dag.
Indtryk • Udtryk • Aftryk
Under temaet Indtryk • Udtryk • Aftryk vil vi sammen udforske, hvordan vi sikrer plads til det hele menneske i fremtidens børne- og ungdomspsykiatri. Vi glæder os til en dag fyldt med kunstneriske indslag og dybdegående diskussioner om arbejdet og hverdagen i børne- og ungdomspsykiatrien. Vi vil udforske de indtryk, vi modtager, de udtryk, vi viser, og de aftryk, vi sætter, når vi møder et andet menneske.
Hold øje med siden her for løbende opdateringer og informationer om dagen.
Alt for mange indtryk
Giver alt for mange aftryk
Som bliver til overtryk.
Uden et udtryk
Bliver det til nedtryk.
Carsten Dahl, kunstner.
Program
- 09:15: Ankomst og morgenmad
- 09:55: Velkomst og åbningstale
- 10:30: Samtale-salon:
Hvordan sikrer vi plads til det hele menneske i fremtidens børne- og ungdomspsykiatri? - 11:35: Teaterforedrag:
“Hvis du kniber øjnene lidt sammen” - 12:20: Frokost med tid til netværk
- 13:30: Workshop – del 1
- 14:05: Pause – kaffe og kage
- 14:30: Workshop – del 2
- 15:15: Fælles afrunding
- 15:30: Tak for i dag og på gensyn

Workshop A
Når de unges stemmer kommer til udtryk
Hvordan opleves ungdomslivet med en psykisk sygdom? Og hvad skal der til for, at unge føler sig mødt gennem deres forløb i psykiatrien og på bostederne? I denne ungegenererede workshop tuner vi hele vores sanseapparat ind på de unges stemmer og lytter til deres erfaringer og ideer. Ved at lytte til unges erfaringer og forstå deres behov vil vi samskabe og udvikle idéer til, hvordan vi kan møde de unge der, hvor de er. Workshoppen bliver til i samarbejde med nogle af de unge, som hospitalsklovnene kender fra de psykiatriske afdelinger. Lad os sammen blive klogere af at de unges stemmer kommer til udtryk!
Workshop B
Samarbejde på tværs: hvordan sætter vi aftryk på psykiatrien?
Hvilke aftryk ønsker vi at sætte på fremtidens børne- & ungdomspsykiatri? I denne workshop mødes vi på tværs af fagligheder og udforsker i fællesskab mulighederne i et styrket samarbejde mellem civilsamfund, børne- og ungdomspsykiatrien og socialområdet. Vi har fokus på at dele de gode erfaringer, identificere udfordringer og udvikle nye idéer til samarbejdsinitiativer. Deltag og bliv inspireret til at sætte aftryk på fremtidens børne- og ungdomspsykiatri!
Workshop C
Nye faglige indtryk fra psykiatrien
Hvordan kan vi bedre forstå og håndtere selvskadende adfærd hos unge? I denne workshop, ledet af Lotte Rubæk, cand.psych. og specialist i psykoterapi, vil vi udforske, hvad selvskade er, og hvorfor nogle unge udvikler denne adfærd. Lotte vil fokusere på de psykologiske mekanismer og præsentere de mest effektive behandlingsformer. Hun vil også diskutere, hvordan sociale medier påvirker unges selvskadeadfærd, og hvordan voksne kan støtte dem i denne kontekst. Deltag og bliv klogere på, hvordan du kan anvende denne viden i dit daglige arbejde med unge, eller lad dig inspirere til nye perspektiver og metoder.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor afholdes Klovnferencen?
Den afholdes på Severin kursuscenter i Middelfart. Adressen er: Skovsvinget 25, 5500 Middelfart
Er Klovnferencen blevet flyttet?
Klovnferencen var oprindeligt placeret i hovedstadsområdet. Vi har valgt at flytte den til en central placering i landet for at give flere mulighed for at deltage.
Hvad koster det at deltage?
Det koster ingenting. Det er gratis at deltage og vi sørger for forplejning hele dagen.
Hvordan kommer jeg til og
fra Klovnferencen?
Med bil: Klovnferencen bliver afholdt på kursuscenter Severin, der ligger 100 meter fra motorvejsafkørslen til Middelfart. Der er 300 gratis parkeringspladser ved kursuscenteret.
Med offentligt: Der kører en offentlig bus 401 (mod Strandvejen – Strib) fra Middelfart station, der holder 400 meter fra kursuscenteret Severin. Der er ca. 40 minutters gang fra Middelfart station til Severin.
Kan jeg oplade min el-bil
ved Klovnferencen?
Ja der er el-ladestationer til el-bil på parkeringspladsen (benyt OK’s app).
Er der forplejning til Klovnferencen?
Ja! Severin serverer morgenbolle, frokost og et storslået kagebord til eftermiddagskaffen.
Deltager klovnene på
Klovnferencen?
Ja! Flere af vores skønne klovne dukker op og er med på dagen.
Hvorfor skal jeg komme?
Alle vores samarbejdspartnere spiller en rolle og har en stemme og et aftryk at sætte på vores fælles arbejdsområde. Derfor er den enkelte betydningsfuld for at kunne skabe en faglig dialog og inspirationsrum.
Kræves der nogen
forberedelse?
Det kræver ingen forberedelse. Vi ønsker blot at du møder ind med et åbent sind og en lyst til at dele ud af netop dit perspektiv.
Hvor mange må deltage fra afdelingen?
Umiddelbart er det åbent for alle. Dog forbeholder vi os retten til at sætte et max på 2 deltagere pr. afdeling, såfremt Klovnferencen begynder at blive overtegnet. Det skyldes, at vi ønsker, at så mange forskellige afdelinger som muligt kan få lov at deltage.
