Når børn (måske) skal dø.
Hver uge besøger vi børn og familier på landets børnehospicer og -kræftafdelinger. Vi træder ind i rum, hvor døden står på spring – og insisterer på, at livet stadig må få plads.
Det er svært at tale om. Når børn står overfor døden, bliver vi stille. Usikre. Bange for det, vi ikke kan fikse – og det, vi ikke kan forstå. Men børn dør. Og også her er der brug for liv.
En næse. Et livsvidne.
På landets børnehospicer og -kræftafdelinger træder hospitalsklovnene ind dér, hvor det gør allermest ondt. Med nærvær, latter og leg, der får kroppen til at huske, hvordan det føles at være barn – også når den er ved at give slip.
Vores faglighed gør os i stand til at aflæse, afvente og være til stede, selv når ordene slipper op.
Børn, der (måske) skal dø, har stadig ret til at blive set som dem, de er – og dem, de har været.
Og dér, midt i det allersværeste, står hospitalsklovnen – som livsvidne for barnet og for familien omkring.
Ludo er Askers livsvidne
Podcast: Hospitalsklovn til begravelse
Lykke Scheuer fortæller, hvad det kræver at være hospitalsklovn i dødens nærvær – og hvad det vil sige at være klovn i livet, ikke bare fra ni til fire.
